Sådan betegner de 80-årige fødselar Sven Erik Hjuler tiden som økologisk landmand på Korsmedergaard i Tånum. Han er en meget aktiv ældre herre. Han har tænkt sig at blive ved til det sidste og stille støvlerne ude i plantagen eller hos hønsene, når den tid kommer
 
Onsdag 28. december runder den kendte landmand fra Korsmedergaard de 80 år – år der har budt på både op og nedture for herren, der siden barnsben har arbejdet i landbruget. Han er født på en gård og hjalp derfor sine forældre i marken og i stalden efter skoletid. Siden han gik ud af skolen som 15-årige, har han arbejdet fuld tid med landbruget – først med besætninger siden med de økologiske afgrøder.
“De 20 år jeg har haft i Randers, har været de bedste i mit liv. Hvis jeg ikke havde turde tage springet som 60-årig, havde jeg aldrig fået denne oplevelse”, fortæller han.
Din Avis møder landmanden i køkkenet på Korsmedergaard. Her bor Sven Erik alene omkring sig har han kun de ansatte – tre-fire personer her om vinteren og omkring 10 i sommerhalvåret. De fleste fra Østeuropa.
Sven Erik har næsten altid boet alene – han var en kort overgang gift i midten af 70´erne, men det ægteskab er ikke noget, han snakker om.
Der er også nok at se til, for den aktive senior. Han er på fra morgen til aften, og selvom det er vinter, er der stadig meget, der skal klares, for Korsmedergaard leverer økologiske afgrøder til blandt andet “aarstiderne”, der denne dag skal have grønkål og peberrod.
“Så der skal pakkes 800 poser med grønkål – og bagefter er det peberrod, der skal gøres klar – det er også 800 pakker, der skal leveres”, fortæller han.
Men han gør det ikke alene – her træder personalet til.
 
Almindeligt landbrug
Tilbage i 1950´erne, da Sven Erik startede som landmand, var der ikke meget sprøjtegift i erhvervet.
“Vi har aldrig brugt sprøjtegift hjemme på gården hos mine forældre, men så begyndte naboen at bruge det – og jeg så efterhånden, hvad det gjorde ved bækken, der løb tæt ved. Fiskene døde og i dag kan jeg se, at der aldrig kommer liv der mere. Det fik mig til at tænke over tingene”, fortæller han.
Sven Erik har både været lønmodtager og selvstændig i sin tid som landmand. I 1980 havde han en gård med besætning på Djursland, men måtte dreje nøglen om. Han var dog så heldig at få gården tilbage, men måtte så igen i 1990 atter dreje nøglen.
Det tog nogle år at komme på fode igen, indtil han en dag i 1996 overtog Korsmedergaard.
“Jeg flyttede ind og startede med at have høns. Jorden var forpagtet ud, så det tog omkring tre år at få den hjem, men så startede jeg også op med økologisk jordbrug, og det har udviklet sig op gennem årene”, fortæller Sven Erik Hjuler.
Korsmedergaard blev i starten kendt for sine økologiske æg og siden kom jordbær til. Efterhånden har det udviklet sig til at omfatte 55-60 forskellige afgrøder, som bliver solgt i den tilhørende gårdbutik. Sven Erik leverer dog også ud af huset til butikker og andre leverandører blandt andet “aarstiderne”, der levere økologiske kasser med råvarer til familier i hele landet.
På Korsmedergaard dyrkes der blandt andet æbler, kål, hyldeblomst og solbær. Og så leverer hønsehuset også økologiske høns til dybfryseren.
 
Bedste år
Men det kræver sin mand at holde sig i gang. Sven Erik Hjuler kan ikke bare sætte sig ned og nye sit otium. Trods de 80 år er han i gang fra morgen til aften.
“Jeg håber, når den tid kommer, at jeg sætter støvlerne i plantagen eller i hønsehuset. Jeg har set mange ældre, der bare sidder og keder sig – det er ikke mig. Jeg mener, at man skal holde sig i gang. Og jeg vil sige, at siden jeg overtog Korsmedergaard – altså de sidste tyve år – de har været de bedste i mit liv”, kommer det fra den snart 80-årige, der aldrig går på pension.
Og selvfølgelig lever han selv økologisk. Det har han gjort først i starten af sit liv hjemme ved forældrene på gården og siden 1996, hvor han startede Korsmedergaard.
Han har også nem adgang til maden, som købes ind til indkøbspris i gårdbutikken. Men det er nogle gange svært at forstå for blandt andet Vita, der passer hønsene.
“Hun synes, det er mærkeligt, at vi skal købe de dyrere varer her i stedet for at handle i Rema 1000, men jeg har forsøgt at fortælle hende, at vi får det til indkøbspris”, siger Sven Erik Hjuler.
Det er også Vita, der står for de daglige madlavninger hjemme i køkkenet. Her sørger hun for at både Sven Erik og det øvrige personale får aftensmad hver dag.
Der vil være nogle tilbud i gårdbutikken i forbindelse med fødselsdagen, og så har personalet sørget for at der bliver holdt en mindre reception for Sven Erik 30. december i butikken.