Unge, ældre og LEGO Duplo var hovedingredienserne, da Kirkens Korshær Assentoft netop har afholdte deres julearrangement. Her stod fire unge fra Randers Ungdomsskoles og Assentoftskolens valghold MPU (Mini Projektleder Uddannelse) for underholdningen
 
De unge havde selv valgt og forberedt forløbet for de 37 medarbejdere, hvor der var teambuilding på programmet. Her skulle medarbejderne i grupper bygge en tro kopi af en LEGO Duplo model som eleverne havde bygget.
”Det var sjovt at stå for arrangementet, og det så ud til at medarbejderne også havde det sjovt”, siger Jesper Winther Søndergaard Hansen, en af eleverne.
En af medarbejderne, Berit Schneider Mogensen fortæller:
”Det var et virkelig sjovt arrangement med nogle herlige og dygtige unge. Det gav anledning til en masse snak, og ikke mindst noget at tænke over, da vi kunne have grebet opgaven anderledes an og dermed arbejdet bedre sammen.”
Arrangementet havde dermed ikke kun et underholdende element, men også et perspektiv i forhold til medarbejdernes virke i genbrugsbutikken.
Jesper fortæller:
”Det handler jo om at samarbejde, så jeg tror da at de kan bruge det i deres videre samarbejde i genbrugsbutikken. ”
Jesper pointerer videre, at han gerne en anden gang er med til lignende projekter.
Projektet var iscenesat mellem MPU underviseren og den lokale sognepræst Inger Lise Gram.
Inger Lise overværede arrangementet, og nævner at der er værdi i at netop de unge står for arrangementet:
”Det er super at bringe forskellige aldersgrupper sammen – jeg kunne tydeligt se at de ældre var benovede over de unge mennesker. Det er herligt, når grænser brydes ned, her mellem unge og ældre.”
Da Inger Lise bliver spurgt om hun er interesseret i flere lignende projekter siger hun:
”Ubetinget ja, det er spændende, og jeg glæder mig, hver gang vi som kirke har fundet en ny samarbejdspartner – ungdomsskolen.”