Hvad har en norsk vikingekvinde, en barnemorderske fra Randers og en præst i Ebeltoft med hinanden at gøre? Svaret er, at man kan blive klogere på dem alle og deres historie ved at læse Museum Østjyllands årbog for 2016, som netop er udkommet
 
Den rigt illustrerede årbog rummer i alt 18 artikler om arkæologiske og historiske emner med rod i det østjyske område. Alle artiklerne formidler noget af al den nye viden, som Museum Østjyllands medarbejdere hvert år graver frem fra jorden og fra de historiske kilder.
Vikingekvinden, der blev fundet lige uden for Randers, viser sig således ved brug af moderne naturvidenskabelige undersøgelsesmetoder i virkeligheden at stamme fra Norge. Barnemordersken fra Randers var kun en af flere unge kvinder, som optræder i strafferegistret og arrestprotokollerne i 1800-tallet, fordi de forsøgte at skaffe sig af med resultatet af en uønsket graviditet. Dermed bliver hun repræsentant for en gruppe fra samfundets bund, som nu får fortalt deres historie, som man ellers sjældent støder på i kilderne. Og præsten fra Ebeltoft, der var både rig og entreprenant, viser sig nu måske at være ophavsmand til det største danske sølvskat fra 1600-tallet.
Ud over disse tre historier kan du i årbogen også dykke ned i så forskellige emner som et 3.300 år gammelt pragtsværd af bronze fra Tirstrup på Djursland, jagt på Kalø Slot for 100 år siden, molbohistoriernes kulturhistorie, spejderliv i 1920’erne og ungdomskultur i Randers i 1970’erne.
Museumschef Jørgen Smidt-Jensen, der er redaktør af årbogen, lover at:
”Årbogen rummer en lille del af Museum Østjyllands forunderlige verden af historisk og arkæologisk viden om vores fælles fortid i det østjyske område”.
Årbogen kan købes i Museum Østjyllands butikker i Randers, Grenaa og Ebeltoft.