Konkret handler sagen om, at byrådsmedlem Bjarne Overmark 12. august 2014, dagen før Børn- og skoleudvalgets dagsorden blev offentliggjort, bad om indsigt i et dagsordenspunkt, sagsfremstilling og bilag, som handlede om ny skolestruktur.
Randers Kommunes forvaltning afslog indsigten. Der var af forvaltningen tilrettelagt en offentliggørelsesproces for det samlede materiale. For at sikre at alle medlemmer af byrådet blev informeret samtidig, og da der dagen efter, 13. august kl. 10, ville ligge færdigt og trykt materiale til alle byrådsmedlemmer, blev der givet afslag på indsigten. Der blev alene givet afslag på at give sagsindsigt den ene dag, hvor materialet var under klargøring.
 
Det var en fejl
”Ministeriet udtaler, at det er Økonomi- og Indenrigsministeriets opfattelse, at Randers Kommune ikke lovligt kunne meddele Bjarne Overmark afslag på indsigt. Der er med andre ord begået en fejl, og det beklager vi,” siger konstitueret kommunaldirektør Erik Mouritsen.
Byrådsmedlem Bjarne Overmark fik materialet udleveret samtidig med de øvrige 30 byrådsmedlemmer dagen efter. Det forhold at Bjarne Overmark på daværende tidspunkt var formand for børn- og skoleudvalget gør ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse ikke en forskel. Det er derimod byrådsmedlemmets ret til indsigt som byrådsmedlem, som ministeriet har lagt til grund.
Materialet, der blev begæret indsigt i, blev offentliggjort dagen efter anmodningen om indsigt, altså 13. august 2014. Økonomi- og Indenrigsministeriet finder derfor ikke anledning til at foretage yderligere.
Fejlen har heller ikke konsekvenser for de beslutninger om Randers Kommunes skolestruktur, som Byrådet tidligere har truffet.