Red Barnet Randers arrangerer igen i år deres sædvanlige NytårsWalk lørdag 7. januar – med opgaver for hele familien i Fladbro
 
Kuren ovenpå al julemaden er en rask gåtur i skoven ved Fladbro, hvor familierne kan samle points ved 10 poster og på turen undervejs. Mange af opgaverne kræver snurrige og kreative løsninger, som børnene garanteret er bedst til, lyder det fra Red Barnets lokale afdeling.
Man skal huske mobiltelefonen eller et kamera, for opgaverne ved alle poster kræver billeder, og der er præmier til de bedste hold. Hvis man ikke selv har børn, kan man jo låne naboens eller børnebørnene.
Turen starter kl. 13 – 13.30 lørdag 7. januar fra Skovhuset, og man slutter af ca. kl. 15 med en kop varm kaffe/te/kakao og en bolle samme sted, mens de frivillige tæller points op, serverer og fortæller om Familieoplevelsesklubben og om Red Barnet generelt.
Der vil være pile, der viser vej, hvad enten man parkerer ved Kroen eller ved Himmelbovej.
Deltagelse koster 25 kr. per hold, og kaffe/te/kakao med bolle koster også 25 kr. per person.
Der er balloner til børnene og deltagerbeviser til alle og turen er cirka 2,5 kilometer.