Landdistriktsudvalget i Randers Kommune uddelte for første gang i 2016 priserne Årets ildsjæl og Årets initiativ. I 2017 vil Landdistriktsudvalget gentage succesen og give anerkendelse til ildsjæle og gode initiativer, som har understøttet en positiv udvikling i oplandsranders

 

Foreninger og enkeltpersoner kan indstille sig selv eller andre til en af de to priser. De nominerede skal have hjemme i Randers Kommune udenfor Randers By.

Ansøgningsskemaet udfyldes og indsendes på kommunens hjemmeside.

Landdistriktsudvalget vælger ud fra de nominerede vinderne til begge priser. Vinderne kåres ved landdistriktskonferencen i Purhushallen lørdag 22. april. Begge prisvindere belønnes – ud over naturligvis med æren – også med en pengepræmie.

Priserne der skal uddeles er dels Årets ildsjæl, der belønnes med præmier for 10.000 kr.

Personer der nomineres skal bo i Randers Kommune, udenfor Randers by. Den by eller det lokalområde personen har stor betydning for, skal ligeledes være i Randers kommune, men udenfor Randers by.

Alle – såvel enkeltpersoner som foreninger mv. – kan nominere sig selv eller andre. En forening eller borger i Randers by kan altså godt indgive nomineringer.

“Årets ildsjæl” tildeles en person, som har gjort en helt særlig indsats for sin by eller sit lokalområde. En ildsjæl som har gået forrest og vist både engagement, fightervilje og vedholdenhed i bestræbelserne på at gøre en positiv forskel for sit lokalområde. En person der er med til at styrke sammenholdet og initiativet i sin by eller sit lokalområde.

Desuden skal uddeles Initiativprisen, der honoreres med 25.000 kr. til foreningen, eller foreningen/foreningerne bag projektet.

Initiativer, projekter (fx en arbejdsgruppe) og foreninger kan nomineres. Initiativer og foreninger der nomineres skal være forankret i Randers Kommune udenfor Randers by.

Alle – Både enkeltpersoner, foreninger mv. kan nominere sig selv eller andre.  En forening eller borger i Randers by kan altså godt indgive nomineringer. “Initiativprisen” gives til en forening eller et projekt, som har gennemført noget med stor betydning for en hel landsby og/eller lokalområdet.

 

Fakta:

Man finder nærmere info om initiativprisen på randers.dk
Deadline for indsendelse af nomineringer 13. marts