Torsdag 2. februar skal 63.000 af landets unge mellem 14 og 17 år øve deres demokratiske stemme i forbindelse med Skolevalg 2017. Syv skoler i Randers Kommune deltager i begivenheden for næste generation af vælgere i Danmark, og tirsdag var der paneldebat på Hornbæk skole, hvor spørgelysten fra eleverne var stor. Repræsentanter fra ungdomspartierne gæstede skolen

 

Mærkesager, kampagner, partiprogrammer, paneldebatter og stemmesedler – det er begreber, der begynder at give menig for de 63.000 unge i Danmark, der deltager i Skolevalg 2017.

Skolevalg er en autentisk gennemført valghandling for 8., 9. og 10. klasser i hele landet. Valget afholdes torsdag 2. februar, hvor eleverne får udleveret valgkort og stemmesedler, og der bliver stillet stemmebokse og valgurner op på skolerne. Forud for valghandlingen går et tre uger langt valgkampslignende undervisningsforløb på de deltagende skoler.

På Hornbæk var flere klasser til debat tirsdag. Her var spørgelysten stor og der blev spurgt ind til emner som militæroprustning, flygtninge og migrantsituationen, topskat og stemmeret til 16-årige.

“Vores fornemste opgave er at gøre eleverne duelige til livet efter skolen, og deltagelse i Skolevalget giver dem mulighed for at danne holdninger til det omgivende samfund og motiverer dem til at deltage aktivt i demokratiet senere i livet,” siger skoleleder på Hornbæk Skole, Kim Højer Hansen.

 

Engagerede

Samfundsfagslærer Camilla Bøgelund, der har haft valget på skemaet i 9. Y, oplever en gruppe unge, der har fået mere og mere lyst til at tage del i den politiske debat.

“Normalt synes jeg ikke min klasse er særlig politiskengagerede, men det er de blevet i det her forløb med skolevalget. De har skullet tage stille til hvilke mærkesager, der skulle fokuseres på og de har skulle tage stilling til, hvilket parti de vil stemme på. De er mega interesserede, så jeg synes dette skolevalg er fuldt ud berettiget”, siger hun.

“Valget har fået dem op af stolene, og de er blevet mere konkrete i deres holdninger. De er blevet tvunget til at forholde sig til tingene og virkelig haft mange mega gode spørgsmål”, siger Camilla Bøgelund.

De fire veninder Amalie Bach, Amanda Hjuler, Martine Hesthaven og Mille Mejer alle 15 år, har sat sig ind i tingene, før de gik til debatten tirsdag. De er orienterede og engagerede piger, der allerede nu ved hvilken fløj de vil stemme på og de er både rød og blå blok der vinder hos de fire piger – sådan nogenlunde ligeligt fordelt.

“Det er vigtigt at gå op i politik”, siger Amanda.

Mille supplere:

“Vi er den nye generation, og vi vil også gerne have indflydelse på samfundet”, siger hun.

De fire piger kan godt se, at det kan være svært at vælge hvilket parti man skal stemme på, men kan sagtens se at de vil kunne stemme allerede som 16-årige, som en del af debatten har gået på.

“Dette forløb har gjort os mere sikre på at skulle stemme. Vi har sat os ind i tingene”, siger Amalie, og Martine pointerer:

“Vi er ikke bare nogle dovne 15-16-årige, vi er ansvarlige og vi kan sagtens stemme”.

Ved paneldebatten medvirkede repræsentanter fra Venstres Ungdom, Liberal Alliances Ungdom, Danmarks Socialdemokratisk Ungdom, Socialistisk Folkepartis Ungdom, Konservativ Ungdom, Radikal Ungdom. Enhedslisten og Dansk Folkepartis Ungdom.

I Randers Kommune deltager Langå Skole, Munkholmskolen, Randers Realskole, Hornbæk Skole, Nørrevangsskolen, Tirsdalen Skole og Blicherskolen i Skolevalg 2017.

 

 

Skolevalg har en effekt

Første skolevalg blev afholdt i 2015, og begivenheden blev fulgt tæt af forskere fra Københavns Universitet. Forskerne kunne efterfølgende påvise, at elevernes politiske selvtillid blev styrket af at deltage i undervisningsforløbet og valghandlingen.

De deltagende elever gav udtryk for, at Skolevalg havde gjort dem klar til at deltage i en politisk debat, undervisningsforløbet havde givet dem en bedre forståelse af politiske diskussioner – og de mener i højere grad end de elever, der ikke deltog, at de har politiske meninger, som er værd at lytte til.

Når stemmerne er talt op om aftenen 2. februar, afsløres resultatet af valget i en livesending fra Landstingssalen på Christiansborg, hvor alle ungdomspartierne er samlet.

Det hele kan følges på DR3 og dr.dk 2. februar kl. 19.00-21.00.

 

Fakta om Skolevalg 2017

Skolevalg 2017 er et tre uger langt undervisningsforløb udformet som en valgkamp.

– 63.000 elever fra 8.-10. klasser fra 670 skoler over hele Danmark deltager i Skolevalg 2017.

– Eleverne vælger mærkesager og laver kampagner, inden de på valgdagen den 2. februar sætter kryds ved det parti, de er mest enige med.

– Det er muligt at stemme på alle de partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget. Det er ikke muligt at stemme personligt.

– Undervisningsforløbet slutter med en stor valgfest på Christiansborg, hvor valgresultatet bliver afsløret. Hele valgaftenen bliver vist direkte på DR3 den 2. februar kl. 19.00-21.00.

– Bag Skolevalg står Folketinget og Undervisningsministeriet. Formålet er at styrke elevernes forståelse af og deltagelse i demokratiet ved at prøve en rigtig valghandling.

– Skolevalg skal være med til at dæmme op for tendensen til, at unge ikke stemmer i samme udstrækning som resten af befolkningen. Undervisningsforløbet skal tanke eleverne op med demokratisk selvtillid, så de oplever, at de er kompetente og vidende nok til at gøre sig gældende i demokratiet.

– 35.000 elever fra 350 skoler over hele landet vil opleve en debat med ungdomspartierne på deres skole. Til debatterne deltager ungdomspolitikere fra alle politiske ungdomspartier. Debatterne bliver arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd.