Hvordan oplever et barn sin omverden? Og hvordan husker et barn den dag, der lige er gået, når mørket har sænket sig, og det ser tilbage på sine oplevelser – fra sengekanten og ud på verden?

 

Det bliver der givet et bud på, når Teater My i skikkelse af Mette Rosleff besøger Randers EgnsTeater 5. februar. I den anmelderroste forestilling ”Jeg kan huske alting” tager hun sine små publikummer med på en rejse gennem en helt almindelig dag, som priser det at være til som et helt almindeligt lille menneske.

I en god halv time skaber den nærværende Mette Rosleff et intimt rum, hvor erindringer blandes med fantasien, når dagen huskes og opleves gennem barnesindet. I den simple scenografi dukker der hele tiden små fine detaljer og overraskelser op, som driver historien fremad. De mange små momenter skaber tilsammen en fortælling om dagen, som den er set gennem barnets øjne. Lige fra morgenmaden over børnehaven til bedsteforældre og indkøbsture.

”Jeg kan huske alting” spiller på Randers EgnsTeater 5. februar klokken 10 og er for børn i alderen to-fem år og deres voksne.