Randers KFUM vil være med i den sjove ende af tabellen

Efter en ned- og slingretur i jysk fodbolds rækker er Randers KFUM nu tilbage med førsteholdet i serie 3. Og selvom der ikke lægges op til yderligere avancement i foråret 2017, lægger man ikke skjul på, at man gerne vil være med i den sjove ende af tabellen. Altså den ende, hvor det gælder oprykning og ikke i bundregionen i kamp for at undgå nedrykning.

Nytårsappellen på Langvang bidrog til optimisme, for der er kommet god tilgang i skikkelse af Nikolaj Poulsen, Jakob Sylvin, Joakim Poulsen, Morten Søndergaard og Frederik From, logesom fem mere har ytret ønske om at spille for KFUM i foråret.

”Tilgangen vil styrke både førsteholdet i serie 3 og andetholdet i serie 4 og vil også medvirke til give en sund konkurrence om pladserne,” siger bestyrelsesformand Søren Frank.
Og så er det ellers bare med at komme i gang på træningsbanerne.

”Et samlet trænerteam har øgede forventninger til spillerne, og man har givet hinanden håndslag på, at man i 2017 skal være en tand skarpere og, at træningen vil blive lidt hårdere. Træningsforholdene er også anderledes i år. Klubbens nye jord-/græsbane bliver flittigt brugt, og nu har man også en multibane med kunstgræs.

Kampafvikling i træningsturneringen er dog henlagt til kunststofbanen i Helsted.

 

12 damer til træning

Ved lørdagens appel bød man velkommen til både dame- og herreseniorer.
Man havde set frem til dagen med en vis optimisme. Og man blev ikke skuffet.

Den nystartede dameafdeling havde 12 damer til træning under Rico Karmarks ledelse.
Trænere:
Serie 3: Andreas Bundgaard og Henrik Mortensen.
Serie 4: René B. Jensen og Nick P. Djørup.