Dronningborg-spiller er kommet langt på træning og ikke mindst vilje

Det lå ikke lige i kortene, at nu 16-årige Christian Kjeldsen skulle blive landsholdsspiller i fodbold. Født med ceparal parese (en motorisk skade forårsaget af blødning i hjernen som lille – red.) var svær at forene med tanken om at se den bette Christian på landsholdet…. Men nu er han der.

Udtaget til en brutotrup på U 19-holdet fra Dansk Handicap Idrætsforbund, DHIF, der forbereder et dansk hold på EM i Italien til efteråret.

”I første omgang gælder det en tur med landsholdet til kamp i Irland til marts,” siger Christian, der via hård træning og en utrolig vilje har trænet sig godt op og nu til daglig spiller på Dronningborg Boldklubs U17-hold og deltager i træningen med DB’s hold U19.

Og det uden at falde specielt igennem, som Christian selv formulerer det. Og hvad betød så ceparal parese for Christian og hans lyst til og mulighed for at spille fodbold?  Blødningen havde beskadiget det motoriske system.

”Det betød, at jeg kunne gå med besvær og havde lettere nedsat funktion i hele venstre side og havde problemer med at løbe og skrive. Jeg har ikke samme styrke i venstre ben og fod som i højre ben og fod, men har formået gradvist at træne det. Nu kan jeg godt følge med,” siger Christian.

Måske fuldt på højde med de andre? Og dog. ”Jeg falder ikke specielt igennem…” Som Christian formulerer det.

 

Kun én vej frem

Hans indstilling til det hele afspejles af en kommentar, der går igen flere gange. ”Der er jo kun én vej frem. Det er at træne og træne. Og have viljen til at blive bedre… Lyder det fra Christian, der spiller defensiv midtbane hos DB og har lyst til at komme videre. Som mindre var det svært. Nu er han på niveau med holdkammeraterne i DB og blandt de bedste på landsholdet.

”Ambitioner? Ja, men kan jeg gøre mig på DB’s U 19-hold, vil jeg være godt tilfreds. Jo, selvfølgelig vil man gerne mere, men lad os nu,” siger Christian, der er kortfattet, præcis og kontant, når det drejer sig om fremtidsmulighederne med den lille runde.

”Jeg kan ikke gøre andet end gå efter at forbedre mig. Og så se, hvad det rækker til. Det gælder om to ting. At give sig fuldt ud og samtidig have det sjovt,” lyder det fra randrusiansk fodbolds seneste landsholdsspiller.

 

Superfighteren

I DB er holdleder Ian Mereweather, der har haft Christian under sine vinger de sidste fire år, fuld af lovord om Christians præstation. ”Han er ganske enkelt en superfighter. Det er viljen, der har bragt ham så langt. For år tilbage var der ingen, der havde regnet med, at han skulle kunne nå noget,” lyder det fra Mereweather.

Men meget er sket siden da – takket være Christians vilje. ”For fire år siden havde han svært ved at være med. Nu er han langt bedre og tæt på at være på lige fod med de andre på vort hold,” siger holdlederen, der kalder Christian for DB’s svar på Terry Butcher, der var en hård og kontant fyr og et fysisk pragteksemplar af en engelsk landsholdsspiller, der deltog i tre VM-slutrunder.

Christian er fysisk stærk. ”De andre slår sig på ham. Han har en stærk overkrop og stærke arme. Jo, han slås ligesom Terry Butcher,” siger Mereweather.

 

 

Fakta:

Cerebral parese eller spastisk lammelse dækker over flere forskellige handicap. Fælles er, at hjernen ikke kan styre musklerne normalt. Cerebral parese kan opstå under fostertilstanden, under fødslen eller efter fødslen. Cerebral parese er en hjerneskade, der i ni af 10 tilfælde skyldes skader på det ufødte barns hjerne. Kun i cirka ét ud af 10 tilfælde er der tale om en skade, der er sket under eller kort tid efter fødslen. Der findes ingen helbredende behandling for sygdommen. Man kan hindre eller lindre nogle af symptomerne ved fysioterapi, ridefysioterapi, ergoterapi, lægebehandling (botox og operationer) og pædagogisk støtte i daginstitution og skole.