I det sidste lange stykke tid, har der i medierne været fokus på at skulle hylde sosu’er, sygeplejesker og andet sundhedsfagligt personale, som giver rigtig meget af sig selv på sit arbejde, for at tage sig af syge, svage eller andre der af en eller anden grund har brug for hjælp og omsorg.
Og alligevel mødes jeg, efter at have involveret mig i plejefamiliernes sager, nedladenhed og arrogance når vi snakker om ”jobbet” plejefamilie. Jeg indrømmer selv, at jeg tidligere har haft den samme holdning. At det at være plejefamilie, tage et barn ind, behandle det, som var det ens eget. Herregud, hvor svært kunne det være.?
For plejefamilier må IKKE tjene penge. De skal varetage den her opgave for deres blå øjnes skyld fordi de gør det frivilligt. Ja, det gør de. Hvem skulle ellers.?
Så penge er tabu, når vi snakker om plejefamilier. Det er jo bare nogle pengegriske mennesker som tjener kassen på at passe børn. Det kunne bare ikke komme længere væk fra sandheden.
For vi snakker ikke om helt almindelige børn. Vi snakker om børn der har oplevet massive svigt. Vi kender vist alle historien om Jørn, et barn man ikke kunne nå. Dokumentaren om en dreng der gik i stykker på grund af omsorgssvigt og den dag i dag som voksen har brug for hjælp.
Vi snakker om børn som har oplevet ting vi andre ikke kan forestille os og sætte os ind i.
Vi snakker om børn med diagnoser, som i mange tilfælde, kræver mandsopdækning 24/7, for ikke at gøre skade på sig selv og andre.
Der er bare et par problematikker omkring det med økonomien.
Mange af disse forældre kan ikke arbejde ved siden af deres forpligtelse som familiepleje. Man skal stå til rådighed, som sagt 24/7, hvis barnet skal hentes akut i institutionen, efter at være gået amok. Nogle børn er slet ikke i stand til at agere med andre mennesker og kan kun være ude af hjemmet få timer. Vi snakker store familiære omkostninger, som også nogle gange sætter en bremse for hvad der er muligt, fordi børnene ikke kan rumme det.
disse forældre har ikke fri kl 16. De holder ikke fri i weekenden. De holder ikke ferie. De her forældre er på arbejde altid. Vi må bare ikke kalde det arbejde.
Men hvorfor må vi egentlig ikke det. De er uddannet til jobbet. De udfører et stykke arbejde der rækker lagt ud over hvad en pædagog gør i en børnehave. De rækker langt ud over hvad en sosu gør på et plejehjem.
At de så udover at passe deres arbejde, lægger deres følelser og sjæl i puljen også, det skal da også belønnes. De burde da belønnes med minimum samme gage som en pædagog. Det gør de bare langtfra.
Familierne ligger på forskellige niveauer og det højeste jeg er stødt på nu er et vederlag 5 barn. De fleste er skåret ned til mindre. Vi snakker 4100,- x 5. Det er 25.000,- før skat om måneden. Der er ingen pension. Der er ingen feriepenge. Og familierne har for øvrigt heller ikke ret til ferie. En institutionsplads koster til sammenligning mellem 65.000 og 100.000 kr om måneden.
Jeg har en bøn. En bøn om at vi giver de her familier respekten tilbage. En bøn om at vi lader dem gøre deres arbejde i ro og mag. Og en bøn om at de aldrig mere skal være flove over deres arbejde.
Så jeg tager hatten af i respekt for disse familiers engagement for udsatte børn og jeg vil opfordre alle andre inklusive byrådet om at gøre det samme.
Find de penge til at give disse familier, det de fortjener. Alternativet bliver endnu dyrere.
Jane Christensen
bestyrelsesmedlem Konservative Randers
Bakketoften 12
8541 Skødstrup
