Den anmelderroste verdensstjerne PJ Harvey giver én koncert i Danmark i 2017. Kon­certen er på Værket i Randers 14. august i Randers Ugen. Et tæt samarbejde mellem Værket og Randers Ugen har skabt grundlag for at lande den unikke koncert

 

Sidste år indtog og betog PJ Harvey det danske publikum, først på Roskilde Festival og senere i Falconer Salen. Begge seks-stjerners koncerter med ord som ”sublim”, ”spektakulær” og ”særdeles overbevisende” i anmeldelserne.

PJ Harvey har gennem 25 år markeret sig som in­gen andre med et bredspektret talent som både sanger, musiker, performer og skuespiller og ikke mindst takket være sit helt særlige udtryk. Med den ene banebrydende udgivelse efter den anden, senest det politisk-kontrover­sielle ”The Hope Six Demolition Pro­ject” fra 2016, har hun skabt sig en kultagtig status som artist og nyder kæmpestor anerkendelse, hvor end i verden hun giver koncert. Hun har netop tryllebundet publikum med sit nøje koreograferede rock’n’roll-teater, lyder det fra en af hendes netop afholdte koncerter i Auckland, New Zealand. Som den eneste artist i verden har hun to gange modtaget den prestigefyldte Mercury Music Prize.

”Kulsort kærlighed og mere til i mesterlig magtdemonstration”. Sådan lød over­skriften på den seks-stjernede anmeldelse i Gaffa efter PJ Harveys koncert på Roskilde Festivalen sidste år. Og da hun gæstede Falconer Salen i oktober skrev Soundvenue, at publikum var vidner til, hvordan koncertformatet i kyndige hænder kan forvaltes og ophøjes til en blændende udtryks- og kunstform.

”Der er ingen grund til at lægge fingre imellem – vi er ovenud begejstrede for at kunne præsentere en så frem­ragende kunstner som PJ Harvey i Store Sal. Det er objektivt set en af Værkets stærkeste bookinger nogensinde og endda i et intimt format – koncerten bliver indendørs, siddende i vores 1.000-pladsers sal. Her får folk en tæt oplevelse med en sangerinde, som er kendt for at suge publikum helt ind i sit særegne univers med et karisma­tisk scenenærvær”, siger Mikael Qvist Rørsted, musik- og teaterchef på Vær­ket i Randers.

Koncerten bliver en del af den årlige kulturbegivenhed, Randers Ugen.

 

Samarbejde

Værket og Live Nation præsenterer PJ Harvey netop i samarbejde med Randers Ugen og Eventsekretariatet som et re­sultat af den udvikling, bestyrelsen for Randers Ugen har sat i gang. Der er sat nye mål: Fremover skal den årlige Randers Uge byde på én stærk, inter­national kulturprofil og samtidig fortsat være et bredt folkeligt tilbud med lokal forankring og involvering. Dermed indbyder Randers Ugen hele landet til en stærk kulturuge.

”Det er virkelig et scoop for Randers Ugen. Jeg er rigtig glad for, at vi gennem udviklingsarbejdet i bestyrelsen har besluttet, at der fremover skal hentes én stærk, international profil til Randers Ugen. Dette mål er nu allerede ind­friet i år med PJ Harvey. Randers Ugen bliver et tilbud til borgere fra både nær og fjern og vil være en attraktiv plat­form for spændende, internationale kunstnere. At Randers Ugen i år kan præsentere PJ Harvey sætter en posi­tiv streg under byens kulturpolitiske satsning, hvor vi samtidig trækker på Værket som en væsentlig partner og muskel i og for vores område”, siger formand for Randers Ugens bestyrelse og borgmester Claus Omann Jensen.

 

FAKTA

Koncert: 14. august kl. 20.30

Sted: Værket, Randers

Arrangør: Live Nation & Værket

Billetpris: Kr. 795 / 495