Randers Motor Sport vil være blandt landets allerbedste klubber

Randers Motor Sport, RMS, er af Danmarks Motor Union, DMU, som den første af maksimalt fem klubber blevet udpeget til at være en del af unionens nye koncept ATK, der står for aldersrelateret træningskoncept, hvor kørerne trænes efter deres alder.

I alt inddeles kørerne i fem aldersgrupper – den yngste fra 3-8 år og som de ældre kørere med både fysisk og mental træning.

”Klubberne skal selv søge unionen om optagelse i kredsen på maksimalt fem klubber. Vi har søgt og er blevet godkendt,” siger formanden for RMS, Jan Hvam, der kalder det en sportslig satsning.

For ingen skal være i tvivl om, hvad de vil i RMS.

”Vi skal være blandt landets allerbedste klubber. Så derfor giver vi den gas i denne situation,” siger formand Hvam, der har både kørerne og trænere, ledere og instruktører til det nye koncept.

 

Caprani sportschef

Den tidligere landstræner Mikkel Caprani, der som landstræner var med til at udforme det tidligere koncept, har ikke uddannelsen til det nye koncept og er i stedet af RMS engageret som sportschef, mens Kenneth Hvam og Peter Søjberg er ved at uddanne sig som instruktører i det nye koncept.

Det er ikke alle steder, man har en tidligere landstræner og tidl. Europa-mester som sportschef, så RMS er godt kørende…

RMS har et fantastisk trænerteam. Foruden de allerede nævnte har man også den mangedobbelte danske mester Søren B. Mortensen, der har kørt både EM og VM, samt Jacob Almar, der også har været dansk mester og har kørt VM og EM.

”Så vi er den klub i Danmark med det absolut bedste trænerteam,” siger formand Jan Hvam.

Jans søn Kenneth, der også indgår i trænerrollen og er ved at uddanne sig til instruktør i det nye koncept, har også prøvet det hele som aktiv, idet han både har været dansk mester og kørt med ved både EM og VM.

”Mikkels opgave bliver at afstikke kursen sportsligt og jagten på at skabe gode resultater. Desuden skal han finde talenter,” siger Hvam om Caprani, der får flere kasketter i RMS, idet han også vil assistere Kenneth Hvam med træning.

Og så er han jo også far til stortalentet Tobias Caprani, der allerede har markeret sig på de to hjul både nationalt og internationalt.

RMS er kørermæssigt godt rustet, selvom Line Dam endnu ikke er klar efter sit uheld i fjor. Men Glenn Meier, Mikkel Haarup, Jesper Kristensen, Nicklas Haagensen og Tobias Caprani skal nok vide af at markere RMS i både ind- og udland, indtil Line er klar igen.

Jesper Kristensen, der er bosiddende i Hinnerup, har tidligere kørt for RMS, men skiftede så til Århus. Nu er han imidlertid tilbage i RMS.

RMS-kørerne og trænerstaben er netop vendt hjem efter en træningslejr i Red Sands nær Valencia, hvor der er blevet kørt mange km. som optakt til den kommende sæson.