I foredraget “Heldet, livet og citaterne” kan man høre om, hvordan man kommer gennem sit livs tsunamier med heldet i behold. Lone og Claus Drewes fortæller om, hvordan man kan føle sig heldig i livet torsdag 16. marts

”Jeg har været så heldig at få lov til at kende og arbejde sammen med hele Danmarks store folkekære skuespiller Jens Okking”, fortæller Claus Drewes.

Venskabet og samarbejdet med Jens Okking opstod, da Claus Drewes var ansat som viceskoledirektør og fritidschef i Randers Kommune, hvor skuespilleren havde en kortvarig og kontroversiel ansættelse som direktør på Værket.

Lone Drewes og Claus Drewes bruger i foredraget ”Heldet, livet og citaterne” humor, og kras realisme for at demonstrere, hvordan andre også kan lære at komme gennem deres livs genvordigheder, laviner og tsunamier med heldet, modet og livskvaliteten i behold.

Selv opsøge heldet
”Vi vil give deltagerne i foredraget inspiration til selv at se, hvor heldige de er, og vi vil lære dem at opsøge heldet og værdsætte uheldet som et grundvilkår, for hvordan kan de ellers værdsætte heldet”, siger Lone Drewes.

Hendes far Claus Drewes og skuespilleren Jens Okking fandt i deres venskab en fællesnævner – nemlig deres held.

De har begge følt sig heldige til trods og ikke på trods. På grund af deres livs kriser, har de på egen krop mærket, hvor sårbart, værdifuldt og vidunderligt livet også er.

“De tror på valget, og det er for dem et heldigt valg. De har lært at komme igennem deres livs tsunamier med heldet i behold”.

Hvordan det er muligt, vil Claus fortælle meget mere om til foredraget om heldet, livet og citaterne.
Tilhørerne til foredraget vil få lejlighed til at stille spørgsmål til såvel Lone som Claus Drewes.
Der tages entré til foredraget, der starter kl. 19.00 i Remisen.