For lidt over tyve år siden, bragede den syv gange Grammy nominerede singer-songwriter Joan Osborne ind på pop scenen med hendes verdenshit “One Of Us”. Den ramte også Randersmusiker Kent Olsen og han har gennem de sidste fem år arbejdet på at få lov til at spille med hende – det lykkes nu i Turbinen til maj

Den simple sang fangede MTV generationen med sit sardoniske og ærlige lyriske refrain, der spurgte “What if God was one of us?”

Det var en intelligent sang med en endnu mere intelligent musikvideo, der på perfekt vis rammede hele dette skæve moment ind, hvor ingenting og alting syntes af afgørende betydning. Og den ramte også trommeslageren og produceren Kent Olsen, der gennem årene har været meget inspireret af hende, efter han hørte hende første gang i New York i 1995 ved et tilfælde. Kent spillede trommer for Marie Frank, og Osborne albummet Relish, der indeholder rå og ærlige sange, var en kæmpe inspiration for bandet.

“Jeg var på vej til trommeskole og kom gående på Broadway. Pludselig der kl. 11 om formiddagen hørte jeg tonerne af rockmusik komme ud på gaden. Det var Joan Osborne, der spillede med bandet, og jeg gik selvfølgelig ind for at høre mere”, fortæller Kent Olesen.

Han fik hendes autograf og fortalte hende, at han synes det var en fed plade, og den skulle de udgive i Europa.

“Kender du nogle i Europa, spurgte Joan Osborne og det fik hende til at skrive en note til Jørgen Holmegaard, fra Turbinen, om at han skulle købe pladen, når den udkom. Den seddel har han faktisk endnu”, siger Kent Olsen og griner.

 

Med på scenen
Tyve år senere er Joan Osborne her stadig, hun har indspillet og turneret støt gennem årene og har opretholdt en hengiven fanskare. Hun har for nylig udgivet albummet Love and Hate.

Hun har indspillet med de bedste af de bedste som f.eks. Stevie Wonder, Emmylou Harris og Mavis Stables. Og medvirket i dokumentarfilmen “Standing in the shadows of Motown” med The Funk Brothers, Ben Harper og Chaka Khan.

Det er lykkes Kent Olsen og hans bureau Frankly Spinning Music i tæt samarbejde med spillestedet Turbinen at få Joan Osborne til Randers, hvor hun vil spille en eksklusiv koncert med danske og udenlandske musikere. Koncerten er den første af en række som Turbinen og Kent Olsen har planer om at lave. Fælles for dem er at skabe unikke koncerter med spændende solister.

“Jeg prøvede i flere år bare at finde ud af, hvem hendes management var, før det lykkedes mig, og da jeg har et internationalt CV, og dette ikke kun er for sjov, kunne de se alvoren bag, og hun har nu sagt ja til at spille her i Danmark – tror faktisk denne koncert bliver den eneste i Danmark”, fortæller Kent Olsen.

Til koncerten har Kent Olsen samlet et band bestående af en anden Randersmusiker Michael Hartmann (Hush), Morten Jay (Big Fat Snake) samt de to amerikanske musikere Keith Cotton og Jim Boggia, der flyver ind med Joan Osborne.

Som opvarmning kommer LIVINTHEWOODS og synger et sæt med bandet. Hun tager Jannie Lund (Pricilla White) med på kor og akustisk guitar. Koncerten finder sted onsdag 3. maj i Turbinen.