Randers Kommune og Randers FC fik masser af rosende ord fra Dansk Boldspil Union efter U 21-landskampen Danmark-England på BioNutria Park i Randers.
Så meget, at man nu fra Randers Kommunes side går efter at få en rigtig landskamp – med A-landsholdet.

Resultatet af U 21-landskampen mod England var ikke noget at juble over set med danske øjne, da englænderne vandt 4-0 efter klar dominans.
Efterfølgende kunne eventchef Mette Bertelsen i Eventsekretariatet i Randers gøre status. ”DBU har udtrykt, at de var yderst tilfredse. 5.359 billetter solgt var fremragende. DBU havde regnet med 1.500 til 3.000, men opbakningen fra Randers-området var imponerende,” siger Mette Bertelsen. 2.393 af de solgte billetter var fra Randers-postnumrene – dertil 105 fra Langå, 86 fra Fårup, 49 fra Spentrup og 18 fra Havndal.

Og Mette Bertelsen drømmer. ”Nu vil vi have en A-landskamp. Og det er allerede nævnt overfor DBU, der har vist sig positiv. Selvfølgelig bliver det ikke en kamp mod en af de helt store nationer, men mindre kan også gøre det,” siger Mette Bertelsen, der var tilfreds med arrangementet.

”Vi fik vist, hvad vi kan. Og DBU kunne ikke være andet end tilfreds. Alle i Randers har også bakket op omkring kampen og arrangementet i bestræbelserne på at blive blåstemplet til lignende arrangementer,” siger Mette Bertelsen om den første herrelandskamp i Randers siden maj 1973, hvor det danske ungdomslandshold med bl.a.. Morten Olsen og Kristen Nygaard på holdet tabte 0-2 mod Tyskland. Randers var også vært for en U 21-landskamp i 1970 (1-1 mod Sverige.)

Inden da skulle man helt tilbage til 1958 for at finde en landskamp i Randers – en B-landskamp mod Sverige (3-3). Randers havde også en B-landskamp i 1952, da Danmark med Frejas Preben ”Busser” Nielsen på holdet og Alex Clausen som reserve vandt 2-0 over Finland.

En lærestreg
Det danske U-21-landshold fik en regulær lærestreg mod England, der ugen inden havde tabt 0-1 til Tyskland. Det fik den engelske træner Aidy Boothroyd til at skifte 10 mand ud til kampen mod Danmark….

Med på holdet i Randers var Ruben Loftus-Cheek, der er på kontrakt i Chelsea. Han var fremragende og scorede to mål. I lørdags kom han ind i overtiden, da Chelsea i Premier League hjemme tabte 1-2 mod Crystal Palace.