Mandag 24. april besøgte politisk leder for Radikale Venstre, Morten Østergaard, Rismølleskolens 9. klasse-elever. Snakken faldt på en række aktuelle politiske emner

 

Det er ikke hver dag, at danske skolelever får en landskendt partileder ind i klasselokalet som lærervikar. Det hændte ikke desto mindre for 9. klasse-eleverne på Rismølleskolen, da Morten Østergaard aflagde besøg.

 

Nervøse elever fik munden på gled

Morten Østergaard gik hurtigt ud på klassegulvet og spurgte ind til elevernes eksamen i samfundsfag. Både piger og drenge var en smule nervøse – i hvert fald i starten. Hurtigt fik eleverne dog munden på gled. Og snakken tog fart.

Nogle elever havde trukket emnet “globalisering”. Derfor snakkede Morten Østergaard og eleverne om forskellene mellem de to franske præsidentkandidater Emmanuel Macron og Marine Le Pen. Der blev også diskuteret emnet “sociale medier”, som både eleverne og Morten Østergaard bruger flittigt – dog med vidt forskellige formål. Endelig faldt snakken på “social arv”. Der var bred enighed i klasseværelset om, at de første år i børns liv er vigtige.

Med Morten Østergaards egne ord fik han diskuteret “radikale yndlingsemner” med eleverne på Rismølleskolen. Og eleverne var glade for at forberede sig til eksamen i politik med en politiker.

 

Morten Østergaard: “Det var meget udbytterigt”

Efter samtalen med eleverne tog Morten Østergaard til et møde om skolepolitik. Blandt deltagerne var skoleleder, Jan Pedersen, tre lærere fra skolebestyrelsen og skolens elevrådsformand, Rasmus. Også tre radikale partifæller deltog, nemlig 1. viceborgmester, Mogens Nyholm, formand for Radikale Venstre Randers, Hans Toftdahl, og Radikale Venstres landsformand, Svend Thorhauge. Mødets deltagere diskuterede blandt andet skoledagens længde, forældresamarbejde og bevægelse i undervisningen.

Før Morten Østergaard forlod Rismølleskolen meldte han om stor tilfredshed.

“Jeg synes at det var udbytterigt at tale med engagerede lærere, ledere og elever om arbejdet med at få en varieret skoledag og undgå unødvendig bureaukrati, der stjæler lærernes tid”, lød det fra Morten Østergaard.