Landdistriktsudvalget for Randers Kommune har på årets landdistriktskonference, der blev afholdt i lørdags i Purhushallen, uddelt priser til Årets Ildsjæl og Årets Initiativ 2017

 

Prisen som Årets Ildsjæl 2017 gav Landdistriktsudvalget til Vibeke Plauborg fra Sødring/Udbyhøj. Vibeke har siden Sødring-Udbyhøj Borgerforenings stiftelse i maj 2003 været formand for foreningen.
”Vibeke er med til at styrke sammenholdet i de to byer og går gerne forrest, når nye initiativer skal føres ud i livet. Hun er en ildsjæl, der på dygtigste vis fanger borgernes ønsker for området, formulerer dem og bringer dem videre til eks. samarbejdspartnere i Randers kommune,” fremgår det af indstillingen, som også slår på, at Vibeke Plauborg deltager i flere arbejdsgrupper, bl.a. i arbejdet med ”Landsbyplan” og ”Stormflodssikring” og er med i planlægningen af SU-events ”Randers Fjord Festival”.
Årets Ildsjæl meldte efter prisoverrækkelsen ud, at hun donerer prisen på 10.000 kroner til foreningerne bag SU events, så de kommer Randers Fjord Festival til gode.

Årets Initiativpris
Initiativprisen på 25.000 kroner gives til en forening eller projekt, der har gennemført noget af stor betydning for en landsby og/eller lokalområde:
“Forsamlingshuset i Øster Velling har vist, at det betaler sig at gøre noget og “tale tingene op” i stedet for at give op og “tale tingene ned”. Derfor belønnes forsamlingshuset med prisen for Årets Initiativ.”
I Øster Velling er der kun et samlingspunkt tilbage, efter at købmanden er lukket, nemlig forsamlingshuset. Efter en periode så det ud til, at også dette skulle stoppe, fordi der manglede opbakning i byen, og der manglede penge til nyt tag og andre ting, der var nødvendige. På vegne af huset bestemte bestyrelsen sig for at søge midler til en gennemgribende renovering, så huset kunne genopstå som samlingspunkt. I 2016 blev forsamlingshuset gennemgribende renoveret, og projektet samlede det lille landsbysamfund. Rigtig mange frivillige lagde mange timer i.

Fælles projekt har givet ejerskab
Af indstillingen til prisen fremgår, at der efter at projektet er afsluttet, er opstået en fælles ejerskabsfølelse omkring huset, så det ikke længere bare er ”bestyrelsens forsamlingshus og ansvar”. Der er flere projekter undervejs, for huset bliver nu brugt flittigt. Der er en ugentlig mødeaften, hvor man kan drikke kaffe, spille dart og pool og snakke. Og en gang om måneden er der søndagsbrunch.
Der er også blevet lavet hjemmeside til byen, ligesom der omdeles nyhedsbreve, så alle kan følge med, også selvom man ikke følger med på facebook. Det er også værd at nævne, at forsamlingshuset har været tovholder på at få fibernet til byen gennem underskriftsindsamlinger og salgsaftener.