Sidste uge var der forskningens døgn i Randers. På Vestervangsskolen lærte de hvordan teknologi, teknik og computere går i skøn forening i dagens erhvervsliv – og de hørte om de muligheder der er, for at uddanne sig indenfor netop disse områder

Ledningerne skal sidde rigtig – der skal være forbindelse mellem de to printplader og det er det Søren Emil Krog og Tobias Staun Poulsen netop er i gang med i et klasselokale på Vestervangsskolen. Sammen med resten af 8. a er de draget fra Langå til Randers for at være med i forskningens døgn.

“Det er en udfordring at få dioden til at lyse – det er det vi skal finde ud af”, siger Søren.
Han flytter lidt på ledningen og taster på computeren for at få begge pærer til at lyse – og det lykkedes.

Det er Klaus Møller Kristensen fra HTX der her forsøger at fortælle de unge mennesker om hvordan teknik og computere går hånd i hånd i dagens erhvervsliv, og giver en indføring i hvordan det virker i hverdagen.

Mikro- og minicomputere findes nemlig overalt på arbejdsmarkedet til at udføre både simple og mere komplekse opgaver at lige fra at åbne døre til at styre robotter på de store produktionsvirksomheder. “De er virkelig populære og billige, derfor er de blevet meget udbredte og de er nemme at arbejde med”, fortæller Klaus Møller Kristensen.

Og nemt ja det synes både Søren og Tobias også – de er vant til at arbejde med computere i deres hverdag – for eksempel bruger Søren meget guitarguitareffekter når han spiller musik. Dette gør Tobias dog ikke _ han nøjes med at spille de rene toner der kommer fra instrumenterne.

De to har endnu ikke bestemt sig for hvad de gerne vil uddanne sig til når de bliver færdig med skolen – Måske vil Tobias gerne spille musik når skolen er færdig – et reelt job på arbejdsmarkedet har han ikke tænkt på.

“Men det er da smart nok at lære, så vi kan se hvordan det fungere i virkeligheden”, siger han.

God idé
Forskningens dag bestod af lige dele praktisk arbejde og foredrag for de fire klasser der var med – alt lige fra Virtual reality til 3D print – det der bruges i den faglige verden og eleverne blev også klogere på hvor man kan studere indenfor denne verden.

“Vi har haft samarbejde med både Aalborg Universitet og erhvervslivet, for at kunne gøre de unge klogere på denne verden”, fortæller lærer Rie  Brøndum fra Vestervangsskolen.
Skolen har forsøgt at lave den røde tråd gennem hele dagen, så eleverne også har fået fortalt, hvorfor det er vigtigt at lære ting som dette.

“Vi har mulighed for at introducere faget til alle elever og ikke kun de der i forvejen er interesseret i det. Det gør at nogle måske vil få øjnene op for en ny vej at gå”, siger Rie Brøndum.
Hun synes det er rigtig spændende  at de er så stor interesse fra skolerne om at være med i Forskningens Døgn – og det er første gang Vestervangsskolen er på banen.

“Det er forhåbentlig ikke sidste gang vi får lov til at være med. Jeg synes det er en god ide at bringe tingene til skolerne og så giver det et friskt pust for både elever og lærer”, siger hun.