Det er næsten som et eventyr – Randers’ smukke skulpturgruppe Guldkrukke på Paradisøen har været så grueligt meget igennem. Og fredag 19. maj ender eventyret lykkeligt, når krukken vender hjem til Randers efter en lang tur ud i verden. Og krukken er nu på plads igen

 Fredag formiddag var der trafikprop på Tørvebryggen. Årsagen var en BMS kran samt to lastbiler, der skulle sørge for at krukken kom på på sin vante plads igen.
Det tog godt en time for at få gjort klar til at løfte krukken og da den først var suurret fast til kranen var der ikke langt igen. Det tog omkring en halv time før vasen igen stod på sin vante plads på Paradisøen. Vasen er seks meter høj og tonstung og den har stået på pladsen i tyve år før den for et par år siden måtte vige pladsen for en anden skulptur.

“Fredag formiddag bliver skulpturen løftet med en BMS kran ud over åen og ned på sin sokkel, som også er blevet restaureret med nye italienske mosaikstifter. Vi bliver nødt til at lukke højresvingssporet på Tørvebryggen for at få plads til de store maskiner, der skal få krukken på plads. Den lille fortællerske har også været til gennemsyn og er allerede på plads,” fortæller Helga Hjerrild.

Historien om vasen
“Skulpturen blev taget ned i 2014 og har været i København siden oktober 2016 for at blive restaureret. Guldet på Krukken var blev spist af langalger i Gudenåen allerede året efter dens afsløring 19. maj 1990, og den stod på sin Paradisø siden, mens farven forandrede sig til en efterhånden mørk og trist kulør. Det samme gjorde “fortællersken”; en lille bronzepige, der står foran den store krukke og kigger op på krukken under sin paraply, ” fortæller Helga Hjerrild, kulturkonsulent i Randers Kommune.
Skulpturen tilhører Randers Kommunes Kunstfond, som har samlet et hold af eksperter til at sætte krukken på plads.

Historisk skulptur med nyt look
Krukken blev fjernet fra sin plads på Paradisøen i 2014, og der blev sat gang i en undersøgelse, som skulle kaste lys over restaureringsmulighederne. I efteråret 2015 var undersøgelserne tilendebragt og planen lagt.
Krukken blev med tilladelse af kunstneren bag, Mogens Møller, restaureret i København hos chefkonservator Bo Kierkegaard. Her er den blevet slebet ned til kobbergrunden, poleret og børstet og nu også patineret, så den i fremtiden vil fremstå kobbergrøn.

Lokal ekspert på holdet
Et hold af lokale eksperter står klar til at remontere krukken. Blandt dem er Benny Jensen, der arbejder som smed ved Randers firmaet Kurt Jensen. Han var med i maj 1990, da krukken oprindeligt blev opstillet i Randers.
“Vi er heldige at have ham med på holdet, for han ved lige præcis, hvor hver enkelt del, plade, vandforstøver, pumpe osv. skal være, for han kan huske det hele,” fortæller Helga Hjerrild.
Efter krukken blev monteret, følger en periode med efterbearbejdning af sokler, tilslutning af vand og finish af krukkens overflade efter transporten. Men så skulle det også være ganske vist; den særprægede og smukke, slanke krukke vil igen være et vartegn ved Randers Bro. I sol og vindstille vejr kan den sprede sine vandtåger og en regnbue vil være at se i rummet mellem krukken og fortællersken.