Bagermester Poul Pedersen og hustruen Katrine vender nu tilbage til Randers efter en del år i Viborg. De overtog i mandags JP Brød i Dronningborg, og vil gøre op med kvaliteten af bagerbrødet

 

JP Brød hedder nu Brødværkstedet. Værkstedet fordi det skal signalere at der her er tale om et håndværk. Og Poul Pedersen går meget op i det med håndværket.

“Kunderne vil opleve, at der er 20 produkter de kender i forvejen, men ellers har vi 80 produkter som de ikke kender. Vi vil gå meget op i at folk får kvalitetsbrød fra en rigtig bager”, siger Poul Pedersen.

For det handler ikke kun om at slå et brød op – det handler i den grad om at kunne læse vind og vejr.

“Dejen opfører sig forskelligt afhængig af vejret. Når du først har puttet gær i skal der holdes øje med dejen. Det handler ikke bar om at slå nogle rundstykker op og putte dem i ovnen. Det handler om at læse dejen og sætte den i ovnen på det rigtige tidspunkt”, fortæller Poul.

Han medgiver, at der findes rigtig mange dårlige rundstykker derude i det ganske land og han mener, det er fordi bagerne er for dovne.

“De vil gerne hjem igen. Men du kan ikke gå hjem kl. 6.00 og så forvente at folk får friske rundstykker kl. 9.00 – så er de blevet tørre. Det handler om at blive ved med at bage, for en rundstykke kan kun holde sig frisk i omkring halvanden time før de bliver tørre. Derfor oplever mange nok også, at de får tørt brød hos bageren”, siger han.

Derfor vil han også være at finde i bageriet frem til middagstid, så kunderne kan få friskt brød.

“Vi – Katrine og jeg – tager nogle gange på studieture, som vi kalder det. Så besøger vi fem – seks bagere, for at se hvor man kan få noget godt brød – og det er altså yderst sjældent, at jeg støder på et godt rundstykke”, siger han.

 

Stadig to butikker

I bageriet i Dronningborg findes der en stenovn, som ikke har været i brug – det kommer den nu forsikrer Poul pedersen.

“Selvfølgelig vil vi bruge den. Mange kunder sætter pris på et stykke godt tungt brøs med noget energi i. Det kan vi lave i den ovn, så der vil være alsidighed på hylderne, pointerer han.

Men der bliver ingen økologi på grund af de strenge krav til renholdelsen og adskillelsen fra de andre melprodukter.

“Vi skulle stort set have et rum kun til de økologiske varer, og det kan ikke lade sig gøre”, fortæller Katrine Pedersen.

Hun er at finde i bageriet i weekenden, men vil ellers sørge for betjeningen i butikken sammen med de ansatte.

Selv tage Poul fem bagere med fra Viborg, hvor parret frem til sommer har Morgenbassen. Den afhænder de over sommeren. Det blev for besværligt at have adresse to steder.

“Vi bager et sted og sælger brødet et andet. Nu vil vi gerne have det hele samlet på et sted. Så sparer vi også en bil og en mand. De penge kan vi bruge på noget andet”, siger Poul Pedersen.

Ud over bageriet i Dronningborg beholder parret butikken hos Meny i Bjerringbro, så der skal køres lidt alligevel. Dertil har de skaffet en stor bil med “Brødværkstedet” skrevet med stor skrift på siden.

Indtil 2005 havde parret både ejet Hornbæk Bageri i fire år samt Kagehuset på Mariagervej i fem år. Og Poul er ud af en bagerfamilie – hans forældre ejede gennem 30 år Hornbæk Bageri.