22-årig arbejder på langt sigt mod målet


Den 22-årige jernmand, Sebastian Glinvad Kristensen fra Randers har en drøm: At fuldføre en Ironman på Hawaii.
For uindviede er det en udfordring med 3.8. km svømning, 180 km. i cykelsadlen og afsluttet med et marathonløb over 42.195 km som dessert.

Sebastian, der har en fortid som førsteholdsspiller i Vorup FB, har gennemført en Ironman – i København i fjor, men drømmen hedder Hawaii og så under 10 timer.

For de lokale interesserede kan man følge Sebastian i Randers søndag 4. juni, når han stiller op i 2017-versionen af Spar Kron 1/4 Jernmand, som han også deltog i sidste år.

Efter 15 år med fodbold kunne kroppen og især lysken ikke holde til mere med den lille runde.

”Så kastede jeg mig over atletikken og styrketræning, og siden starten i efteråret 2015 var en Ironman det store mål,” fortæller Sebastian, der nåede målet 21. august i fjor i København.

I november 2015 meldte han sig ind i Randers Freja Triatlon.

”Og jeg blev mere og mere bidt af det. Så jeg gik i gang med at træne mig op,” fortæller Sebastian.

 

Ikke en haj til svømning
Sebastian havde et lille problem i rollen som potentiel Jernmand. For svømmekonkurrencen var ikke hans stærkeste side.
”Ja, jeg var jo ikke ligefrem en haj til at svømme. Kunne vel nærmest kun svømme 50 meter i et bassin. I Ironman-konkurrencerne skal du kunne klare 3.8 km i åbent hav. Noget af en forskel, men så var det bare med at klø på. Meget af det afhænger af at lære den rette vejrtrækning, og det har jeg fået styr på,” siger Sebastian, der i den lokale ¼ Jernmand i Randers i fjor blev samlet nr. 11 af 250-300 deltagere.

”Det gav mig blod på tanden,” fortæller Sebastian, der i juni i fjor deltog i 1/2 Jernmand i Jels og kom i mål i en tid lige over fem timer.

Så var det tid at til at få en træner, og Bo Ballegaard, selv tidligere Jernmand, tog over og tilrettelagde træningen.

Og det gav pote, for ved DM i Aalborg på den 1/2 Jernmand blev Sebastian nr. 26 af 123 startende i aldersgruppe 18-39 år og i en langt bedre tid end i Jels, idet han sluttede i 4.40.34 time.

Det var løbedelen, der var blevet forbedret og var årsag til den markante forbedring, og så gik man ellers i gang med forberedelserne til Ironman-udfordringen. Inden da tog Sebastian på ferie til Mallorca, hvor der blev cyklet og cyklet.

Sebastian har ført regnskab med sine km rent træningsmæssigt.

I tiden januar 2016 og frem til Ironman 2. august i fjor trænede han 120 km svømning, 7.500 km. cykling og 650 km løb.

Men tilbage til Jernmand-udfordringen, som triatleter vurderer, man skal bruge to-tre år på at forberede sig til.

Sebastian meldte sig ind i Freja november 2015 – og gennemførte sin Ironman i august året efter….

”Jeg gennemførte og nåede mit første mål. Det var en hård oplevelse,” erkender Sebastian, der inden Jernmand-debuten aldrig havde løbet længere end en halv Jernmands godt 21 km.

Nu skulle han løbe det dobbelte.

Hvor løbet havde været fremragende ved den halve Ironman i Ålborg, var det løbet, der i København kostede ham det absolutte mål – at komme under 10 timer. Svømningen gik fint – 1.11 time, cyklingen forrygende med en gennemsnitshastighed på 36 km i timen og 4.50 time om de 180 km, mens maratonløbet tog 4.21.00 time og gav en samlet tid på 10.36.09 time.

Efter den debut skiftede Sebastian træner til Anders Oll, men det samarbejde er også ophørt.

”Så nu styrer jeg selv min træning,” siger Sebastian, der har fået en stor periode i år ødelagt af skade.

”Siden februar har jeg døjet med en overbelastningsskade i nederste lændehvirvel. Jeg har rendt til alle mulige mennesker for at få hjælp, men uden resultat. Nu afventer jeg svar fra speciallæger, og ellers ender det med en MR-scanning,” siger Sebastian, der hele tiden har kunnet svømme, men i et par måneder ikke har kunnet hverken cykle eller løbe.

”Det er bittert. Jeg trænede meget og endda rigtig meget i vinter og var i form som aldrig før, og så kommer der en sådan skade, der har sat mig meget tilbage,” siger Sebastian, der undervejs har haft to træningspas om dagen.

Nu gælder det starten i Randers.

Sebastian var tilmeldt Ironman Copenhagen og EM i Herning i 1/2 Ironman.

”Det var de store sæsonmål, men grundet skaden har jeg meldt fra,” siger Sebastian, der lige nu fokuserer på arrangementet i hjembyen..

Sebastian ved ikke, hvad det ender med resultatmæssigt.

”I Randers håber jeg at kunne svømme hurtigere og håber på medstrøm i stedet for modstrøm som i fjor. Min stærke side er cyklen, så efter første skifte skal den bare have alt, hvad den kan trække. Før løbet skulle jeg gerne være med helt i toppen,” siger Sebastian, der bestemt ikke er tilfreds med blot at gennemføre efter den lange skadespause.

”Nej, jeg er blevet ret resultatorienteret. Jeg vil blive bedre og bedre,” siger Sebastian, der de sidste par år har haft sabbatår og ernæret sig som medarbejder i biografen og som lærervikar. Men til september starter han på at læse erhvervsøkonomi i Århus.

Og derude i den fjerne horisont langt fra Randers og studier i Århus ligger Hawaii.

Sebastian vil gerne derover. Og ikke bare som turist.

Men for at deltage i Hawaii Ironman.

”Jo, det er en drøn, men den kan gå i opfyldelse.”

”Og jo… Jeg tror, jeg kan nå det. Jeg er 22 år, så jeg har nogle år endnu til at nå målet. Det hele handler om den rette træning og om, at kroppen kan holde til anstrengelserne,” siger Sebastian.

Sebastians aktivitetskalender
Holstebro (1/6 distance)
Randers (1/4 distance)
Tredje afdeling af DM-serien: Triatlon Festival Fyn (111 distance – 1000 m svømning, 100 km cykling og 10 km løb.)
Fjerde afdeling af DM-serien: Aalborg (1/4 distance)
Sjette afdeling af DM-serien: Randers (1/10 distance)
Syvende afdeling af DM-serien: Finaleweekend i Fredericia (1/10 cirka distance)
Derudover en række mindre stævner efter lyst.
På Facebookside i artiklen “Sebastian Glinvad – Triathlet” kan man følge med i hans stævner og daglige træning