Hos Mad & Vin i Storegade er der forandringer på vej. Restauranten og Caféen bliver nu udelukkende til Café og skifter navn til Café Konrad

 

“Det er der, trenden ligger i øjeblikket. Vi har en lille afmatning i gæster i restauranten. Folk vil heller på café i dag, og den trend følger vi”, siger indehaver af Mad & Vin Susanne Brøndum.

Mad & Vin har eksisteret i 13 år, og man har både cafe og restaurant. Men gæsterne foretrak efterhånden café delen og de lettere anretninger. Hun synes, at Randers er ved at blive en café by – flere og flere bevæger sig ud i det miljø og færre går på restaurant

Efterspørgslen på at kunne drikke en kop kaffe, få et glas vin eller en dessert uden at skulle igennem en tre-retteres menu først, er steget. Og det tager hun nu konsekvensen af.

“Vi vil gerne gøre det hele lidt lettere i udtrykket. Derfor kommer der lidt omrokering på vores indretning og ny udsmykning også, så det passer til cafékonceptet”, fortæller hun.

Men stedet beholder sin gode mad og venlige betjening, pointerer Susanne Brøndum.

“Ud over caféen får vi også en cocktailbar fredag og lørdag. Men det vil også være et tilbud til de cafégæster der allerede er her. Fra kl. 21.00 kan man bestille cocktails med DJ hyggestemning”, fortæller hun.

Der bliver også en gin-bar – som er meget populært i øjeblikket. Her vil der være et udvalg af mixes indenfor gin.

“Og så har vi På Krukken – det er en stor bowle med vores egen mojito. Det skal nok blive populært. Det er jo trendy at drikke cocktails i dag”, slår Susanne fast.

“Det skal være lidt sjovere og anderledes drinks vi skal have på kortet end hvad der er mainstream. Derfor har vi fået undervisning af HJ Hansen, der er tidligere medejer af en cocktailbar i Aarhus. Vi vil derfor kunne opfylde alle behov indenfor cocktails”, bedyrer hun.

 

Café ønsker
Café Konrad får alt hvad en cafégæst kan ønske sig. Her vil være brunch, morgenmad, frokost, kaffe og kage samt aftensmad og desserter. Og så vil man stadig kunne købe en tre-retters menu, hvis det er det, man ønsker.

“Det bliver en menu der vil veksle fra dag til dag eller uge til uge. Det bliver efter kokkens fantasi. De skal jo også udfordres”, siger Susanne Brøndum.

Caféen vil også bevæge sig mere over i det økologiske når det kommer til morgenmaden og brunchen. Og så er der indkøbt en espressomaskine, så også kaffeønskerne kan blive opfyldt.

Susanne Brøndum vil heller ikke være så meget at finde i selve serveringslokalet.

“Nu er det de unge det handler om. Jeg vil træde mere i baggrunden og bevæge mig i kulissen. Men der er også nok at se til. Vi har stadig vores mad ud af huset og selskabsdelen der skal passes. Så det vil altså stadig være muligt at reservere lokalet til barnedåb og fødselsdage. Og også bestille mad til levering”, fortæller hun.

Der vil altså være masser af lækkerier for gæsterne som Susanne gør meget ud af at kræse om.

“Derfor får vi også den populære frugtsaft fra Dagmar. En saft som man får serveret i et vinglas og nyder på samme måde. Det er meget in for tiden”, siger hun.

Hun har altid ønsket sig en café og gør nu alvor af drømmen.

Samlet er der i alt seks kokke og seks tjenere i caféen. Derud over kommer opvaskere og medhjælpere.

Mad & Vin er lukket og Café Konrad åbner onsdag 31. maj. Der er åbent hver dag fra kl. 10.00 – til den sidste gæst går. Fredag og lørdag er det til kl. 24.00.