Randers Kommunes nye kultur- og fritidschef er rekrutteret fra egne rækker. Det er forhenværende leder for Rehabiliteringsenheden, Claus Engstrup, der har taget udfordringen op og er klar til at arbejde for gode og varierede tilbud til borgerne

Claus Engstrup er netop blevet introduceret som den nye chef for Kultur og Fritid i Randers Kommune.

“Det er meget vigtigt, at vi har fået en visionær og handlekraftig chef for kultur- og fritidsafdelingen. Det er et område, der har stort politisk fokus – der er masser af nye spændende projekter og et mål om at få mange nye medlemmer i foreningslivet,” siger Erik Mouritsen, direktør for Sundhed, Kultur og Omsorg i Randers Kommune, og tilføjer:

“Jeg er rigtig glad for, at vi har rekrutteret en dygtig leder fra vores egen organisation, og det glæder mig, at han også er bosat i Randers Kommune.”

Claus Engstrup har været leder af Rehabiliteringsenheden i Randers Sundhedscenter siden kommunalreformen i 2007. Han er tidligere aktivitets- og områdeleder på Lindevænget og har desuden en lederuddannelse fra hæren, hvor han har været reserveofficer siden 1988. I juni 2017 afslutter Claus Engstrup en masteruddannelse i offentlig ledelse.

“Jeg glæder mig til at arbejde med at indfri de politiske målsætninger inden for området og være med til at sikre nogle gode og varierede kultur- og fritidstilbud til borgerne i Randers Kommune. Og så ser jeg frem til at samarbejde med de mange frivillige på området,” siger Claus Engstrup.

Claus Engstrup tiltræder stillingen 1. august. Han overtager ansvaret efter Anders Høgstrup, der gik på pension marts 2017.