Apotekerloven er blevet ændret – så nu er det muligt at omdanne et apoteksudsalg til et rigtigt apotek. Apoteker på Randers Jernbane Apoteket Jeanette Abel har derfor besluttet, at apoteksudsalget i Langå omdannes til en filial pr. 1. juni. Det betyder, at Langå får et rigtigt apotek ”Langå Apotek”

Fra torsdag 1. juni kan man komme direkte ind fra gaden og få ekspederet sin recept med det samme og få sin medicin med. ”Det er med stor glæde, at vi fremover kan give vores kunder den ekstra service, at receptmedicinen også er i Langå”, siger apoteker Jeanette Abel. Hun fremhæver at hurtig, venlig og faglig kompetent service samt naturligvis sikker og korrekt ekspedition er nøgleordene, som medarbejderne hver dag arbejder efter.

“Vi har i hele maj måned været i gang med at indrette det rigtige apotek i de nye lokaler Bredgade nr. 18. Så vi er klar fra 1. juni til at ekspedere recepter i Langå. Man vil møde de samme medarbejdere i Langå Apotek som også er i apoteksudsalget i dag. Der vil bare være flere medarbejdere i butikken hver dag”, siger apotekeren. I de nye butikslokale vil man også tilbyde på en lang række nye hudplejeserier. På hylderne finder man såvel det faste sortiment men også nye produkter inden for vitaminer og mineraler, personligpleje, børneprodukter osv.

”Folk kommer til os for at få det rette produkt, og vi vil rigtig gerne give kunderne god vejledning og faglig rådgivning – det er vores kerneopgave – og medarbejderne er uddannet til dette”, fortæller apoteker Jeanette Abel.
I forbindelse med åbningen af Langå Apotek har butikken mange tilbud til kunderne. De vil også byde på lidt forfriskninger og kl. 15,00 kommer Byrådsmedlem Lars Søgaard og indvier apoteket.
Farmakonomerne i Langå glæder sig til at modtage kunderne i det nye apotek og de vil gøre deres bedste for at servicere alle.