Sportsligt kører det godt – økonomisk er det mindre godt

Randers Atlet Club har sportslig succes, men økonomisk kæmper klubben stadig med en bøde på 100.000 kroner plus sagsomkostninger, som er resultatet af en retssag med domsafsigelse for nu snart to år siden.
Formanden for RAC, Hans Olav Christensen, der også var formand, da dommen faldt, omtalte sagen kort på generalforsamlingen.
Bøde var der også dengang for nu snart to år siden  til en lokal håndværksmester, der for at hjælpe RAC ansatte bokseren i sin virksomhed uden at tjekke, om bokseren havde sine papirer i orden. Det havde han ikke, og det kostede håndværksmesteren 100.000 kroner i bøde.
RAC ved ikke, hvad man kan/skal gøre.
”Vi har bedt klubbens advokat om at forsøge at få beløbet nedsat, da vi jo kun er en lille klub, drevet af frivillige, men to gange har vi fået nej på vore henvendelser,” sagde Hans Olav Christensen, der ikke er gode venner med skattemyndighederne herhjemme.
”Det er skattemyndighederne, der står for inddrivelsen af bøderne. Nu skal de tilsyneladende vise, de kan noget – i modsætning til, hvad vi ser i tv-programmer, der viser, hvor værdiløse skattemyndighederne er til at få penge fra dem, som har mange penge, men bare ikke vil betale,” lyder det fra RAC-formanden.
”Men overfor RAC, som jo blot er en lille skyldner, skruer de bissen på og viser, de kan noget,” siger Hans Olav Christensen, der som nævnt er i vildrede.
”Vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Vi venter på svar fra advokaten, som klubben jo også skylder penge….”
Et mellemværende på omkring 60.000-70.000 kroner. ”Eller også skal vi prøve at hente hjælp enten hos DABU eller DIF,” siger RAC-formanden.

Sigtet og tiltalt for falsk erklæring
Sagen handler om sigtelsen og efterfølgende tiltale for afgivelse af falsk erklæring. Og mod klubben – og en håndværksmester – for overtrædelse af udlændingeloven.
Formandens underskrift er at finde på en kontrakt til lønnet træner/instruktør. Den er – også af bokseren, som klubben via kontrakt ville forsøge at beholde som både træner og aktiv – underskrevet bl.a. 20. oktober 2010 og gælder for et år med aftale om 20 timer om ugen til en årsløn på 117.120 kroner.