FOFs kunstskole Bifrost afholder elevudstilling for 22 gang. Denne gang finder det sted i det gamle trykkeri Nørregade 5

Der går lige nu 20 kunstnere på skolen, og de udstiller maleri, tegning, grafik, skulptur og blandform. Udstillingen har fernisering onsdag 21. juni kl.13.00 og åbnes af viceborgmester og formand for Kultur – og fritidsudvalget, Mogens Nyholm.

Bifrost er en kunstskole for voksne udviklingshæmmede. Nogle af kunstnerne har gået på skolen i over 15 år og har derfor udviklet helt deres eget unikke billedsprog. Flere har udstillet i mange lande og er repræsenteret på museer for outsider art.

I 2017 har Bifrost kunstnere udstillet blandt andet i Hinnerup Kulturhus og i Janusbygningen i Tistrup samt på ITE Museet i Kokkola i Finland og Atelier 23 i Linden i Tyskland.

Alle værker på elevudstillingen er til salg til yderst rimelige priser.

Man er også hjerteligt velkommen til at kontakte skolen og aftale et besøg, hvis man gerne vil se flere værker end dem, der vises i det gamle trykkeri. Nogle af skolens elever vil passe udstillingen sammen med en lærer, mens resten arbejder i lokalerne hos FOF på J. V. Martins Plads 1.  2.sal.

Til ferniseringen vil alle kunstnerne og deres lærere være til stede.

Flere interesserede
“Vi er altid interesserede i at få kontakt med voksne udviklingshæmmede, som går med en drøm om at blive  kunstnere og som kunne tænke sig at komme i praktik på Bifrost. Den vigtigste kvalifikation er lysten til at prøve at arbejde med kunst og kreative processer, har man lysten, viser det sig tit, at man også har et talent, der kan udvikles”, lyder det i en pressemeddelelse fra skolen.

“Vi vil også gerne være med til at gøre Randers kendt som Danmarks førende outsider art by, da vi her i byen har mange talentfulde outsider kunstnere, som vi kan være rigtig stolte af”.

På Bifrosts elevudstilling kan man se 20 af dem lige nu.

Åbningstider:
Onsdag den 21. juni kl. 13.00 –  17.00,  torsdag og fredag den  22. og 23. juni kl. 10.00 – 17.00 og lørdag den 24. juni kl.10.00 – 14.00