Når en af de største begivenheder i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad 2017 løber af stablen 2. og 3. september i Randers, sker det med stor opbakning fra det lokale erhvervsliv. Forestillingen Watermusic viser nye veje for samarbejdet mellem kultur- og erhvervsliv

Når en forestilling med flere hundrede medvirkende, lyd og lys skal omdanne en industrihavn til et magisk byrum med plads til mere end 6.000 mennesker per aften kræver det naturligvis noget særligt. Randers EgnsTeater har derfor indgået et nyskabende samarbejde med 16 lokale virksomheder fra vidt forskellige brancher. Samarbejdet har fået navnet Vandrådet. Formålet med rådet er gensidig kompetenceudvikling, hvor alle medlemmer støtter for at udvikle og opbygge den store kulturevent, Watermusic.

“Vandrådet består af engagerede erhvervsfolk, som træder sammen for at bidrage til at gøre Watermusic til en gigantisk oplevelse. På vores møder trækker vi på erhvervslivets kompetencer og emnerne kan være alt fra forplejning til de mange frivillige hjælpere og statister til at løse mere komplicerede udfordringer under den store produktion,” fortæller leder af Randers EgnsTeater, Peter Westphael.

Jan Warrer, salgsdirektør hos Grundfos, deltager i Vandrådet. Pumpevirksomheden har leveret de to pumper, der sørger for, at vand fra havnebassinet kan blive omdannet til to lodrette vandvægge. På disse vægge får lys og film sit eget, magiske liv med hjælp fra store projektorer. Pumperne, de såkaldte SP-pumper, er et af Grundfos’ kerneprodukter, som i år har 50 års jubilæum. Verden over har SP-pumpen været med til at sikre drikkevand. Det er blevet den mest udbredte grundvandspumpe i vandforsyningsboringer.

“Det er sjovt og spændende, at se hvordan et at vores kerneprodukter også kan bruges i en stor kulturproduktion. Grundfos har mange medarbejdere bosat i Østjylland – herunder Randers. Vi vil gerne engagere os i det område vores medarbejdere bor og lever i,” siger Jan Warrer.


Stor opbakning

Vandrådet er etableret af Randers EgnsTeater i tæt samarbejde med Fårup Beton og Jyske Bank i Randes. Siden er antallet af medlemmer vokset og flere lokale virksomheder har derudover på en eller anden måde bidraget til udviklingen af Watermusic gennem et samarbejde med Vandrådet. I alt har det indtil dato resulteret i varer og ydelser til én million kroner.

“Jeg er virkelig imponeret over Vandrådets store engagement. Medlemmerne går alle all in, og er ikke bange for at give både gode ideer og kontakter fra sig. Det er fantastisk med sådan en støtte fra erhvervslivet, ” siger teaterleder Peter Westphael.


Gør en forskel

Michael Sand, direktør i Jyske Banks erhvervsafdeling i Randers, kalder medlemskabet af Vandrådet for et involverende sponsorat.

“Det nemmeste vil helt sikkert være at give et beløb, og så suse videre til næste opgave. Men den type af sponsorat gavner ikke projektet bedst muligt. Randers EgnsTeater har med Vandrådet fået et advisory board, der via sit netværk løser forskellige praktiske opgaver. På den måde er vi som medlemmer med til at skabe en event i Randers, sammen med andre fra det lokale erhvervsliv. Et event som kan brande byen og dermed på sigt være en god investering for os alle sammen. Og så er det da også sjovt bagefter, at kunne sige, det har jeg været med til at lave,” siger Michael Sand.

Hos Fårup Beton er drivkraften bag virksomhedens engagement ligeledes et ønske at være en del af noget større.

“Gennem Vandrådet netværker vi med nye virksomheder, som vi ellers ikke vil have gjort. Sammen gør vi det muligt, at skabe en stor begivenhed i Randers. Det er for os den oplagte årsag til at være med”, siger bestyrelsesformand, Flemming Knudsen.

 

Disse 16 virksomheder er medlemmer af Vandrådet:
Dansk Revision Randers, Faarup Beton, Grundfos, Innovation Living, jem & fix, Jysk Vin, Overgaard Gods, Jyske Bank, Pakhuset, ProDan, Vink Plast, Wind Estate, Randers Hav, McDonalds Randers, Radio ABC, Randers Amtsavis

Watermusic er derudover støttet af: Fonden Aarhus 2017, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Statens Kunstfond, Fonden Harmonien, Østjysk Vækstbånd, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Randers Kommunes Eventpulje & Urban Lab. Samt en lang række øvrige sponsorer og samarbejdspartnere – se mere på: www.watermusic.dk