Onsdag eftermiddag 14. juni åbnede et helt særligt museum fra et mørkt kapitel i Danmarks historien og en særdeles vigtig lokal historie. På Hvidsten Kro åbnede ejeren Søren Fiil Paetch for historien om Hvidstengruppen

Men der har været mange overvejelser om projektet, fortæller kroejeren der er oldebarn efter Marius Fiil en af hovedmændene i Hvidstengruppen. Han blev henrettet sammen med syv andre i Ryvangen i København 29. juni 1944.

“Jeg er vokset op med, at vi ikke skulle leve af krigen, og derfor gik jeg også flere år og tænkte om dette museum skulle laves”, fortæller Søren.

Han påtænkte at lave et landsbrugsmuseum i den restaurerede staldbygning, men da han henvendte sig til A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, ville de det anderledes.

“De fik mig overbevist om, at vi skulle lave et museum over Hvidstengruppen, og de gav efterfølgende 2,8 millioner til projektet. Og det er jeg da glad for i dag. Jeg tror også det vil have stor interesse”, fortæller Søren Fiil Paetch.

Det var viceborgmester og formand for Kulturel Udvalg Mogens Nyholm, der stod for åbningen af museet, der havde tiltrukket både familie, venner og efterkommere af Hvidstengruppen. Ved talen sagde Mogens Nyholm blandt andet, at vi ikke skal tage for givet, at vi lever i et frit land. At vi skal tænke på, at nogle måtte dø, for at andre kan leve, og at Hvidstenhistorien er vigtig at erindre også for de generationer, der kommer efter.

Også Sørens mor Gudrun Fiil Paetch var selvfølgelig til stede. Hun har sin daglige gang på kroen og mener også at hendes far og Hvidstensgruppens historie er værd at bevare.

“Det er ikke nogen selvfølge at vi lever i et frit land når man kigger å verden i dag”, siger hun.

“Det er godt at vi taler om det i dag – det gjorde vi aldrig dengang, og det kan godt ærgrer mig i dag. Men så er det jo godt at vi kan fortælle historien på denne måde med et museum, for det er også vigtig for den yngre generation og jeg ser en stigende interesse for emnet”, siger hun.

Efterkommer var til stede

Jørgen Kjær-Hansen er søn af Johan Kjær Hansen, en af de henrettede i Ryvangen. Han mener også, det er vigtigt at bevare historien, og synes rigtig godt om museet.

“Ja hvorfor ikke, og selvfølgelig er Hvidsten det bedste sted at ligge sådan et museum”, siger han kort.

“Det er vigtigt at huske på det, der skete. Jeg var kun seks år dengang, men jeg husker det stadig”, fortæller han.

Selvom det var et savn at miste sin far i krigen, er han overbevist om, at han nok ville gøre det samme som ham hvis det skulle komme dertil.

“Ja det ville jeg nok”, siger han.

Også Andreas Stenz, der var med i Hvidstengruppen – men slap væk og videre til Sverige, er repræsenteret ved åbningen. Sønnen Hans Jørgen Stenz skulle selvfølgelig forbi.

“Jeg synes, det er en fin historie at fortælle og godt at den bliver genopfrisket”, fortæller han.

Han erindre fra sin opvækst, hvordan krigen prægede hans barndom også selvom faren slap væk.

“Han var jo mærket af at miste otte kammerater – sådan noget sætter sine spor”, fortæller Hans Jørgen.

Han mener også, det er vigtigt, at kroen fortæller historien.

“Kroen og historien hører jo sammen, så det er fint at bruge staldbygningen til et museum”, siger han.

Han har selvfølgelig også set filmen “Hvidstengruppen”, og fortæller, at der er tilsat lidt dramatik ind imellem for at øge spændingen.

“Men scenen fra nedkastningsstedet, hvor min far skærer sig i fingeren, for at farve glasset rødt – det er rigtigt – det var rent faktisk, det han gjorde”.

Stor hjælp fra Museum Østjylland

Museums inspektør Jørgen Schmidt- Jensen fra Museum Østjylland er glad for at museet kom op at stå.

“Det er jo en rigtig god ide. Vi kunne ikke fortælle historien inde på Museet på samme måde som den bliver fortalt her på Hvidsten Kro”, siger han.

“Det er jo her, det er foregået. Og i forvejen valfarter folk jo til stedet. Nu er der endnu mere at se på”, siger han.

Han fortæller, at man intenst i fire måneder har arbejdet med at opsætte skærme og montre.

“Tingene, der er udstillet, har jo hele tiden befundet sig her på Hvidsten Kro, så det er kun originale ting, der er udstillet. Og nakkehårene rejser sig jo, når man læser de afskedsbreve, der er skrevet af medlemmerne. Det er en vigtig udstilling, synes jeg”.

Han mener, at historien er evig gyldig – historien om at forsvare de værdier man tror på.

Der kan drages en parallel til den verden, vi lever i i dag med terroristerne, der på deres side slås for deres værdier og vi på den anden side, slås for vores frihedsværdier.