Torsdag 29. juni genopstår Rådhushaven på Rådhustorvet, hvor pladsen forvandles til et sanseunivers fyldt med blomster, urter, sandkasser og loungeområde med pop-up bibliotek, som skal lokke folk til at bruge byens rum på en ny måde

Rådhushaven var en stor succes i 2015 og 2016, og nu blomstrer den atter på Rådhustorvet – i bogstaveligste forstand. Der bliver pirret til sanserne med masser af blomster, urter og sedum, alt imens der er plads til fordybelse i pop-up biblioteket. Børnene kan boltre sig i sandkassen, hvor de kan sanse sandet med hænder og fødder. Desuden er der mulighed for at slappe af i de to hængekøjer og de to ‘urban garden’ huse, ligesom man kan tage et hvil i siddemøblerne i den blomsterdekorerede pergola. Rådhushaven vil være åben til og med 10. august.


Et levende sommerrum i midtbyen
Det er Randers Eventsekretariat, Randers Cityforening og VisitRanders, der med etableringen af Rådhushaven ønsker at skabe et levende sommerrum til gavn og glæde for borgere og byens mange gæster. Målet er at bruge byrummet på en ny måde og invitere byens borgere og gæster til at bruge Randers’ dejlige byrum. Initiativet med skabelsen af Rådhushaven som sommermødested skal bidrage til at skabe yderligere liv og dynamik i Randers midtby. Derfor skal der være plads til såvel hygge og afslapning som leg, aktivitet og sjov for hele familien.

Rådhushaven indvies torsdag 29. juni klokken 12.00. Fra klokken 15.00 og et par timer frem vil der være et lille arrangement med musik til at skyde åbningen i gang. Her vil Mainstream Bigband Randers spille op med autentisk og stærkt svingende jazzmusik under ledelse af Finn Odderskov og Sven Foged.