I Børnehuset Gassum er de sidste fem måneder blevet arbejdet med læreplanstemaet kulturelle udtryksformer og værdier, hvor der har været fokus på eventyr

“Vi har arbejdet med det i både samling, læringsgrupper og i dialogisk læsning. Vi har arbejdet med ugens bogstav og ord, som har haft relation til projektet, f.eks. s – scene. Vi er gået i dybden med ordet og arbejdet intens med det hele ugen, vi snakker om hvad ordet betyder og at det kan have flere betydninger”, fortæller pædagog Jeanette Olsen.

“Vi startede eventyrtemaet med at lave et eventyrrum, herefter blev børnene inddelt i små grupper på tværs af både børnehaven og vuggestuen. I disse grupper fik de kendskab til mange forskellige eventyr i vores eventyrrum. Børnene fik læst de forskellige eventyr højt, vi lavede eventyrmasker og spillede de forskellige eventyr som teater”.

Herefter begyndte man på at skrive sit eget eventyr, eventyret tog udgangspunkt i rødhætte. Børnene var med i hele processen, bl.a. med til at skrive eventyret, finde på roller og digte eventyrsangene.

“Vi lavede en scene ude på vores legeplads, her var børnene med til at male kollisser, her blev der bl.a. malet Gassums brugs, Gassums kirke og grusgraven. Børnene var med til at lave deres eget kostume og deres replikker i selve teateret”, fortæller Jeanette Olsen.

Hele projektet endte ud i, at børnene opførte teateret for forældre, søskende og bedsteforældre til deres sommerfest.

Derudover havde de lavet en lille fernisering af selve processen, da denne havde været hemmelig for forældrene under hele forløbet.