Længe efter at høringsperioden var slut, klager C La Cours Skolen nu over den miljøvurdering, der er lavet i forbindelse med den nye Hal 4 på arealet foran Arena Randers. Klagen kommer i kølvandet på vedtagelsen af den nye lokalplan for projektet, der blev vedtaget af Byrådet 22. maj og offentliggjort 31. maj

 

I en klage dateret 26. juni ønsker skolen at klagen behandles med opsættende virkning. Klagen er sendt til Planklagenævnet i  Nævnenes Hus i Viborg og omhandler hele processen omkring miljøvurderingen af de gener, der vil være forbundet med etableringen af en ny hal på arealet foran Arena Randers – lokalplan 637.

Klageren – altså C La Cours Skole – stiller sig uforstående overfor, hvordan en screening for væsentlig indvirkning på miljøet med udgangspunkt i et bredt miljøbegreb kan gennemføres uden direkte kontakt til en skole med 434 børn og 45 ansatte, som dagligt befinder sig mindre end fem meter fra lokalplanens område.

“Vi gør indsigelser, fordi det ikke er foregået efter bogen. Skolen har ikke været inviteret til møde med kommunen med hensyn til miljøpåvirkningen. Og når det får så store konsekvenser for os som skole, mener vi, at vi burde være hørt”, siger Bestyrelsesformand for skolen Thomas Ballegaard.

Han gør klart, at skolen ikke er imod multiarenaen og ikke ønsker at bremse projektet. Skolen mener alene, at de skal høres, når der er så store miljømæssige konsekvenser med øget tung trafik til området.

“Det er hele området med miljøundersøgelsen, vi klager over. Det er miljøundersøgelserne, trafikundersøgelser, lyd og co2 udledningerne, vi er bekymrede for”, siger Thomas Ballegaard.

“Vi mener ikke undersøgelserne er gennemført helt efter bogen. Vi ønsker at blive hørt og taget seriøs og vi ønsker at blive inddraget – man skal respektere lovgivningen”, siger han.

Hos kommunen er man uforstående overfor klagen fra C La Cours Skole. Kommunen skriver i sit svar til klagen at man har holdt møder med skolen. Skolen påpeger dog at det ikke var omkring miljøpåvirkningen.

Kommunen skriver i sit svar på klagen at den største trafik til hallen vil være udenfor skolens åbningstid, men det mener skolen ikke de kan udtale sig om da de ikke har været i dialog med dem om netop dette.

Chef for Plan, Byg og Veje hos Randers Kommune, Rune Asmussen, har ikke yderligere kommentarer til om der er hold i klagen. Han afventer Klagenævnets afgørelse.

“Og så er det op til Randers hallen om de vil gå så langt til at sætte spaden i jorden”, siger Rune Asmussen.

Kommunen foretager sig ikke yderligere før der ligger en afgørelse fra nævnet og der kan gå lang tid før den foreligger.

Hos Arena Randers har leder Gitte Nørgaard heller ikke yderligere kommentarer andet end at hun ikke forventer at klagen vil stoppe projektet.

“Men så langt er vi slet ikke endnu – vi er i øjeblikket i gang med dialog med forskellige entreprenører og indtil det er på plads er der jo ikke noget at udsætte. Men jeg forventer ikke at denne klage vil have indvirkning på projektet. Og ellers har jeg ikke yderligere kommentarer”, siger hun til Din Avis.

Byrådets politikere bliver orienteret om klagen ved byrådsmødet 4. september.