Der var gang i pedalerne søndag 13. august, da små og store cyklister trodsede et kraftigt blæsevejr og susede rundt i bakkerne nord for Randers til det traditionsrige cykelløb

 

De mange aktive ryttere i alle aldre kunne vælge mellem fem forskellige ruter på henholdsvis 15, 30, 50 og 100 kilometer. Mange af de yngste førstegangsryttere havde valgt den korteste rute på 15 kilometer, som i år havde flere deltagere end i 2016: ” Min mand og jeg er begge fysisk aktive i vores hverdag. Vi cykler blandt andet til og fra vuggestue og børnehave i stedet for at sidde bag rattet i en bil. Det er en værdi, vi gerne vil give videre til vore børn, og det er én af årsagerne til, at vi deltager i løbet i dag,” sagde Kristina Kure, der havde taget sine to børn på henholdsvis fem år og to år med på cykelturen.  

 

Pauserne er de bedste

Selvom 30 kilometer ruten byder på mange bakker, hvor det er nødvendigt, at far eller mor giver en hjælpende hånd, er ruten populær også blandt de yngste børn:

” Det er sjovt at cykle Fjordløbet, for vi har mange pauser, hvor vi spiser noget lækkert,” sagde Alberte Carlsen på seks år, der også cyklede 30 kilometer ruten sidste år. Da hun var yngre, sad hun i en cykelanhænger bag sin fars cykel:

”Det er en tradition i vores familie, at vi altid deltager i Fjordløbet. Vi hygger os og nyder at bevæges os rundt sammen i den smukke natur,” sagde Albertes far, Alex Carlsen.

 

Motivation til et sundere liv

Randers Cykelby havde en stand ved start og mål, hvor deltagerne kunne få målt deres bodyage. Det tilbud, var der mange ryttere, der tog imod:

”Jeg fik også målt min bodyage for to år siden. Dengang var jeg i god form, hvilket jeg ikke er nu. Jeg vil bruge testen til at motivere mig selv til igen at komme i gang med at spise sundere og få rørt mig mere i hverdagen,” sagde Tom Pedersen.