Kirketummel i Sct. Clemens kirke er en succes. Her udfordres børnefamilien til at opleve kirken på en ny måde. Der er plads til at røre sig, være kreativ, lege, spise et måltid mad, helt i det tempo og den rækkefølge som passer den enkelte familie

 

Onsdag 23. august kl. 17-19 vil Sct. Clemens kirke igen fylde kirkerummet med aktiviteter og boder. Der er: minigolfbane, lege, skattejagt, ringspil, kreativt værksted, sandkassefortælling, bibeldrama, pynte cupcakes, lyd-værksted og meget mere for børn og barnlige sjæle.

”Kirketummel appellerer til dagens børnefamilien” fortæller kommunikations- og projektleder Helle Strange.

“Familierne kan komme og gå som de vil, der er aktiviteter man kan lave sammen med sine børn, og så lige et måltid mad som andre har lavet. Bagefter kan man gå hjem med en god oplevelse af, hvad Folkekirken også kan”.

Inspirationen til ”Kirketummel” kommer fra det engelske ”Messy Church”, men Messy Church har fået sin helt egen Clemens udformning og navn.

I de to timer er mulighed for at gå og komme som man vil. Hvis sulten så bliver for stor, kan man gå ind ved siden af i Clemenshuset og tage for sig af buffeten som bliver lavet af frivillige i kirken og serveres løbende mellem kl. 17.15 og 18.30.

Alle med børn er velkomne og det hele er ganske gratis. Af hensyn til kokkene modtages der meget gerne tilmelding på kirkens hjemmeside.