Randers har en interessant historie, der er uløseligt forbundet med Gudenåen, som var en af Danmarks vigtigste transportveje før jernbanernes tid. Formidlingen af natur og historie bliver som oftest varetaget af forskellige fagligheder, men i Randers går arkivarerne og naturvejlederne gerne sammen, når historierne om de tidlige tiders Randers skal fortælles

 

Randers Naturcenter er vært for et utal af arrangementer i løbet af året, hvor formålet er naturformidling til borgere i alle aldre. Ligeledes arrangerer Museum Østjylland en masse aktiviteter med den historiske formidling i centrum. Men når det handler om Randers’ historie, som starter der, hvor Gudenåen bliver til Randers Fjord, så er der brug for kompetencer fra begge fagligheder.

“Vi inspirerer hinanden til en bredere faglig formidling og har det for øvrigt fantastisk sjovt sammen – det giver masser af energi og dynamik,” siger Helle-Marie Taastrøm, leder af Randers Naturcenter.

Tirsdag 22. august kan alle interesserede møde op på Randers Naturcenter og få glæde af de forenede fagligheders kunnen.

Her kan man få en sejltur med Randerskaagen “Hjalmar Ussing” eller en af de to motorbåde “Isfuglen” og “Guldsmeden”. Billetter til sejlturene uddeles efter først til mølle-princippet. Arrangementet foregår mellem 17.00 og 20.00, og i løbet af eftermiddagen/aftenen er der to oplæg om områdets historie og pramdragerne på Gudenåen.

Der bliver også tændt op i bålet, og man er velkommen til at medbringe aftensmad, der kan grilles på risten over flammerne.