97 procent af alle vedtagelser i byrådet i indeværende periode er foretaget med 80 procent flertal, hvilket trods alt vidner om en pæn stor enighed om byrådets sager.

Vel kan enkelte punkter på dagsordenen være genstand for ivrige indlæg og replikker, der måske nok lyder af meget, men fakta er, at man nok er enige om det meste.

Det vidner tallene i hvert fald om. At diskussionen så ofte trækker møderne langt ud over rimelig sengetid for de, der har et arbejde at stå op til om morgenen, – det er en anden sag.

Kun ved det seneste budget indsneg der sig en 16-15 vedtagelse, altså den mindst mulige margin, vel nok mest fordi S havde brug for at markere sig udenfor. Det er helt normalt i et valgår. Lignende er såmænd set før med omvendt fortegn.

Beboerlisten er én af de efterhånden mange enhedslister, der forsøger at male et forvrænget billede af et byråd, der ikke er enige om noget som helst.

Det var nu heller ikke sådan det hændte da Beboerlisten, ifølge Jens Laursen, fremsatte sit eneste forslag i denne byrådsperiode, nemlig aftalen om at kommunens leverandører skal overholde gældende overenskomster, – populært benævnt arbejdsklausuler.

Et godt forslag som samtlige 31 medlemmer af byrådet stemte for. Altså igen fuld enighed og 100% tilslutning til Beboerlistens enlige forslag.

Det manglede da bare med sådan et godt enigt byråd.

 

Simon Ødegaard Simonsen

kandidat til byråd og folketing (V)

Vester Boulevard 17

8920 Randers NV