I uge 39 slår Lederne dørene op til en ny pop up-butik på Brødregade 6A i Randers i lokalerne, hvor herretøjsbutikken Solid tidligere lå. Butikken åbner mandag 25. september og danner frem til fredag 29. september rammen om en række debatter og udveksling af erfaringer om at tage ansvar

 

Butiksåbningen i Randers sker som led i en stor kampagne, Lederne i år har skudt i gang under overskriften ”Tag Ansvar”. En lang række personer fra det lokale erhvervsliv, Randers kommune samt organisationer fra området lægger i løbet af ugen vejen forbi butikken og deltager i debatter om alt fra stress over iværksætteri til ledelse. På listen over deltagere fra det politiske liv står blandt andre borgmester i Randers Claus Omann Jensen (V), folketingsmedlemmerne Leif Lahn (S) og Britt Bager (V) samt en række byråds- og folketingskandidater.

I dagtimerne er lokale skoleklasser fra de øverste klassetrin inviteret til at komme på besøg i butikken for at blive klogere på, hvad det vil sige at være leder.

Afdelingsformand for Lederne Kronjylland Kirsten Hvid Schmidt ser frem til en lærerig uge:

“Butikken bliver et rum, hvor lokale ledere og alle med interesse for ledelse kan blive klogere og tale med hinanden om, hvad det vil sige at tage ansvar. I ugens løb bliver en række forskellige emner sat til debat, og jeg håber, at man får lyst til at komme forbi butikken mere end én gang og lade sig inspirere af de dygtige oplægsholdere og paneldeltagere, vi har inviteret til at komme”, siger Kirsten Hvid Schmidt.

 

Oversigt

Mandag skydes Tag Ansvar-ugen officielt i gang med en politisk debat om, hvor der skal tages et større ansvar. Deltagere i panelet er formand i Lederne Svend Askær, folketingsmedlemmerne Leif Lahn (S) og Britt Bager (V), samt de to folketingskandidater Dan Enevold Sundbæk Uhrenfeldt (SF) og David Munk-Bogballe (K).

Tirsdag er butikken lukket, da aktiviteterne rykker til Business Park Randers, hvor en stor konference om disruption løber af stablen med oplæg fra blandt andre serieiværksætter og innovationsekspert Jonathan Løw. Onsdag handler debatten om, hvordan vi får skabt de bedste rammer for, at iværksætteriet trives i Danmark og får de bedste vilkår både lokalt og nationalt. I panelet deltager borgmester Claus Omann Jensen (V), medejer og bestyrelsesformand i VIPP Jette Egelund, stifter af Q Tange og formand for netværket Q-vinderne Lone Tange, stifter og medejer af Boldsen & Lindhardt Board Service Karina Boldsen, stifter og medejer af iværksætterhuset WorkInn Klaus Vejsager Petersen og stifter af Evershelter Jacob Christensen.

Torsdag handler om, hvordan vi får knækket stresskurven på de danske arbejdspladser. En række ledere og eksperter giver deres bud på, hvordan man kan spotte, håndtere og forebygge stress hos medarbejdere. Deltagere i panelet er CEO og partner i Pensionsselskabet Stig Wetterstrøm, erhvervspsykolog i Arbejdsmiljøcenteret Tue Isaksen, helbredsvejleder i Skandia Helle Sørensen, HR Health & Well-being Specialist i Grundfos Gyrithe O’Neill Nielsen-Man samt foredragsholder og stressekspert i LGP Consult Lisbeth G. Petersen.

Inden butikken lukker fredag eftermiddag, kan man lade sig inspirere af direktør i Læger Uden Grænser Jesper H. Brix, der fortæller om at være leder i en kompleks global organisation. Herefter giver en række byrådskandidater deres bud på, hvordan de vil prioritere indsatserne, hvis de skal tage ansvar for at fremme udviklingen i Randers efter kommunalvalget. Mød borgmester i Randers Claus Omann Jensen (V), spidskandidaterne Torben Hansen (S), Frank Nørgaard (DF) og Charlotte Broman Mølbæk (SF).

——–

Alle arrangementer i Tag Ansvar-butikken er gratis, uanset om man er medlem af Lederne eller ej. Man kan læse mere om Tag Ansvar og se hele programmet på www.lederne.dk/randers