Ved afslutningen på Watermusic lyste navnetrækket af Randers op for enden af havnebassinet og hilste publikum. Bogstaverne bliver i Randers og er nu flyttet til Brotoften

 

Ideen til “Randers” i lys kommer fra Morten Arnesen, formand for Randers Cityforening og Lysets by og blev stærkt bakket op af det rådgivende panel (advisory board), som har arbejdet med at udbrede fortællingen om Randers.

Randers EgnsTeater foreslog, at bogstaverne kunne blive lanceret som en hilsen til publikum efter afslutningen på Watermusic i weekenden.

Bogstaverne i navnetrækket af Randers symboliserer syv styrker, sådan som tæt på 1000 borgere har beskrevet dem.

De syv styrker er: Virkelyst, børnevenlig, kultur, historie, kreativ, sin egen og natur.

De lysende bogstaver supplerer en række andre tiltag for at gøre Randers til lysets by, og er finansieret af puljen, som Randers Byråd tilbage i 2015 afsatte  til at udbrede den stærke fortælling om Randers samt af Lysets by.