Søndag 3. september bød hospitalet borgerne indenfor til Åbent Hus i Akutmodtagelsen

 

Mange hundrede borgere fandt tid til at besøge hospitalet, der bød på noget for både store og små. Der var hjælp og gode råd til genoptræning, genoplivning og god håndhygiejne samt mulighed for at prøve at ligge i hospitalsseng og smage køkkenets mad til patienterne.

Det store hit for de yngste gæster var dog “bamsehospitalet” og gipsestuen, hvor både bamser og børn fik behandling med smil og glimt i øjet.

Akutmodtagelsen blev officielt indviet i oktober 2016 af H.K.H. Kronprinsesse Mary. Derfor bød hospitalet også på “royal rundvisning”, hvor borgerne kunne få samme rundvisning som Kronprinsessen fik til indvielsen. Rundvisningen gav borgerne et indblik i en patients tur fra ankomst i ambulancehal til sengestue. I anledning af den royale tour i Akutmodtagelsen uddelte personale både prinse- og prinsessekroner til de deltagende børn.