I Drastrup er der for alvor kommet gang i Fru Hansens Gårdbutik, hvor man ikke kun kan købe danske specialiteter og lokalt kunsthåndværk – man kan også dyrke fællesskabet

 

For Fru Hansen (Helle Hansen) gør en dyd ud af at samle folk. Om det så er til Afternoon Tea, vinsmagninger, workshops, fællesspisninger, markeder eller udstillinger (og vi kunne blive ved), er der altid noget på programmet. Og der er også altid åbent for forslag til nye arrangementer.

”Det er vigtigt for mig at skabe nogle aktiviteter, der bidrager positivt til fællesskabet og lokalsamfundet. Selvom tiden er knap for mange, er det de unikke oplevelser der binder os sammen og gør os glade”, fortæller Fru Hansen.

Gårdbutikken slog dørene op for små to år siden, og har for nyligt også åbnet op for hjemmelavet frokost i caféen. Men det stopper ikke her, når man har store armbevægelser;

”Vi kunne enormt godt tænke os at lokke flere hertil, da vi har pladsen. Og her mener jeg ikke kun kunderne, men også andre butikker eller værksteder, som deler visionen om at skabe et oplevelsessted der bunder i originalitet, kvalitet og fællesskab”.

Næste arrangement, Harvest Moon, afholdes fredag 8. september kl. 17.30, hvor der blandt andet bydes på grill og live musik.


Se evt. mere på Fru Hansens Gårdbutiks Facebooksiden: fruhansensgaardbutik