Årets ældretræf bliver ekstra spændende med præsentation af de 32 kandidater, der stiller op til Randers Kommunes Ældreråd. Arrangementet foregår torsdag 14. september i Arena Randers

 

Der er altid stor opbakning til det årlige Ældretræf i Randers Kommune, og i år bliver det særlig spændende, fordi deltagerne kan møde de 32 kandidater, der stiller op til ældrerådsvalget 2017.

Arrangementet foregår i Arena Randers og byder blandt andet på kaffebord, tid til hyggeligt fællesskab og et indslag med forfatter og sygehuspræst Preben Kok, der vil underholde med foredraget “Slip livet løs”. Deltagerne kan også besøge forskellige infostande med relevant viden og information.

 

Ældre skal brevstemme

I løbet af arrangementet præsenterer kandidaterne til det nye Ældreråd sig selv, men selve afstemningen foregår via brev. Stemmesedlerne til ældrerådsvalget er lige nu på vej ud til de godt 25.000 borgere i kommunen, der er fyldt 60 år.

“Vi har været meget tilfredse med arbejdet i ældrerådet. Vi har et godt samarbejde med politikerne, forvaltningen lytter til os, og vi bliver taget med på råd,” fortæller formand Per Boysen, der opfordrer alle stemmeberettigede til at deltage i valget.

“Jo større opbakning der er til rådet, jo større gennemslagskraft har det,” understreger formanden.

32 kandidater stiller op til en plads i ældrerådet, der skal fungere fra 1. januar 2018 til 31. december 2021. Borgerne skal vælge 11 medlemmer og syv suppleanter, der skal varetage de ældres interesser i kommunen. Brevafstemningen slutter 26. september 2017


Man kan tilmelde sig arrangementet hos nuværende ældrerådsformand Per Boysen via mail: boysen@kabelmail.dk eller via tlf. 40 55 88 54.

Ældretræffet foregår torsdag 14. september kl. 13.30 – 17.00. Der er plads til 600 gæster ved arrangementet.