Fredag morgen var Michael Aastrup Jensen (V) og Christian Brøns (V) på gaden for at uddele verdens bedste nyheder fra verdens udviklingslande – for der er meget godt at fortælle mener de to politikere, der henholdsvis repræsenterer Folketinget og Byrådet

 

Selvom der var stor travlhed her til morgen fredag havde enkelte randrusianere dog tid til at få serveret verdens bedste nyheder. Avisen udkommer denne ene gang om året og fortæller gode nyheder fra udviklingslandene – vigtige historier, mener Michael Aastrup Jensen, der er udviklingsordfører hos Venstre.

“Jeg synes, det er vigtig at fortælle de gode historier. VI snakker så meget om migranterne og hvordan vi kan stoppe deres vej hertil. Det kan vi, hvis der er et alternativ til deres flugt. Vi skal sørge for sundhed, sikkerhed og jobmuligheder, der hvor de bor. Og der foregår meget ude omkring”, siger Michael Aastrup Jensen.

Danmark er et af de seks lande, der giver 0,7 procent af BMI til udviklingsstøtte og det viser at vi er interesserede i emnet, siger de to Venstrefolk.

“Vi lever i en verden, hvor vi kun bliver præsenteret for de forfærdelige historier. Men det er vigtig at fortælle, at det faktisk går den rigtige vej for udviklingslandene. Meget tyder på, at vi lever i en bedre verden end for år tilbage”, siger Christian Brøns.

Verden bedste nyheder bliver uddelt over hele landet fredag 8. september, for at sætte fokus på de gode historier fra Udviklingslandene. Flere organisationer og partier sørger for at avisen bliver uddelt.