Billedhugger og billedkunstner Pia Græsbøll Ottesen runder på lørdag et skarpt hjørne. Hun fylder 50 år – samtidig med at hun også runder et skarpt hjørne som billedhugger. Hun har nu virket i 20 år siden eksamen fra Aarhus Kunstakademi. Derfor udstiller hun nu hos PM Kunst ved Sct. Mortens Kirke

Hun går aldrig på kompromis – hun laver det hun føler for og vælger med omhu, hvor hun udstiller op til otte gange om året. I øjeblikket er det i Grenaa.

Hun sælger ud af sin kunst men hovederhvervet har gennem de sidste ti år været undervisning af børn og unge samt som billedkunstlærer på Kunstskolen for Udviklingshæmmede, Bifrost, her i Randers. Hun underviser i maleri og grafik – selvom grafikken ikke er traditionel.

“Det er mere grafiske værker. Jeg går til og fra og har altid lige et eller andet jeg vil supplerer med inden det er færdigt”, fortæller hun.

Denne morgen er det ved hendes hest Dark wind – en 19-årig herrer der med alderen er blevet rolig og medgørlig. Det samme er Pia. Hun har gennem de sidste 20 år arbejdet sig fra kun at være billedhugger til også at beskæftige sig med billedkunst.

“Jeg vil betegne min kunst som kommentarer til samfundet – derfor kan beskueren også få det med sig som rører sig her og nu. Jeg tager mig selv mere seriøs i dag end jeg har gjort førhen”, fortæller hun.

Dark wind rører på sig – de andre heste i folden er nysgerrig og hun bliver nødt til at lukke dem ud for at vi kan snakke i fred. At starte dagen med en ridetur er det der får hende i gang. Hun træner sin krop efter sygdom og trives med at starte dagen i naturen å ryggen af Dark wind.

Underviser børn og unge
Det er undervisningen af børn og unge der holder smørret på brødet hos Pias familie. Men her får hun også meget igen, fortæller hun.

“De unge har en umiddelbar åbenhed overfor alt indtil andet er bevist. Det kommer også til udtryk i deres værker. De har en naivitet fordi de ikke er formet endnu og den kan jeg tage med mig over i min egen kunst”, siger hun.

Hun sælger sin viden indenfor kunsten til skoler i Randers – blandt andet Hadsundvejens Skole før den lukkede og nu på Nørrevangsskolen samt hos Ungdomsskolen på Nyholmvej. Desuden kommer hun fortsat på Bifrost. Førhen var det kun på sjælland hun underviste.

“Jeg kan godt lide samarbejdet mellem billedkunstnerne og pædagogerne og lærerne. Det giver en spændevidde, hvor der er mange muligheder. De unge har energien og i samarbejde med dem og lærerne går det hele op i en højere enhed”, mener hun.

Selvo holder hun af at udforske materialevalget og ser hele tiden nye muligheder for at udvide sit materialevalg – om end det er ved at kigge på nye madvarer og menuer på restauranten eller det er ved at kigge på det gamle håndværk som kan ses på Kejsergaarden.

“For eksempel har jeg lært meget om sivfletning på håndværksmuseet. Det giver mig inspiration til at prøve nye materialer ved at jeg har lært af de gamle håndværkere. Dermed kan jeg supplere med nyt til min egen måde at arbejde på”, fortæller Pia Græsbøll Ottesen.

Hos PM Kunst udstiller hun hele oktober 20 grafiske værker – et for hvert år hun har fungeret som billedhugger og billedkunstner.

Der er fernisering lørdag 30. september kl. 13-16. Udstillingen kan opleves hele oktober 2017.