En 21-årig plakatfuld bilist lavede i går aftes alvorlig ravage i en have på Bavnehøjvej i Hadsten.

Den fulde bilist kørte igennem en hæk ved en ejendom på Bavnehøjvej. Den 21-årige forsøgte at køre ud igennem hækken længere henne, men forgæves.

Han fortsatte igennem haven, over en græsplæne og forsøgte at komme igennem en anden hæk ved ejendommen.

Men bilisten gav op og ejendommens beboere fik ham ud af bilen, konfiskerede hans nøgler og tilkaldte politiet.

Den 21-årige stak af til fods og forsøgte at gemme sig, men blev kort efter, noget  modvilligt, anholdt.

Han er nu sigtet for spritkørsel og for at modsætte sig anholdelse, oplyser Østjyllands Politi.