Efter knap et års samarbejde stopper Peter Enevoldsen som assistenttræner i Randers FC.

Peter Enevoldsen kom til Randers FC i begyndelsen af 2017, men med ansættelsen af den nye cheftræner hollænderen Ricardo Moniz sker der ændringer i trænerteamet.

Rasmus Bertelsen har sagt ja til at hjælpe den nye cheftræner på plads og glider derfor ind i trænerteamet som first team coach.

Med Rasmus i trænerteamet er der bygget bro mellem de mange nye ansigter og det kendte stof i Randers FC, for Rasmus kender hver en afkrog af Randers FC, siger Randers FC-direktør Michael Gravgaard.

Trænerteamet består udover Ricardo Moniz og Rasmus Bertelsen af den nyligt tiltrådte assistenttræner Morten Eskesen, Performance Manager Thomas Rostgaard Andersen samt målmandstræner Erik Boye.