Fredag præsenterede de tre øverste kandidater hos Liberal Alliance Randers deres mærkesager ved et ganske uformelt pressemøde i Myretuen ved Nordre Fælled

 

Lokalafdelingen af Liberal Alliance har et valgslogan, der hedder: Sammen om Randers. De vil skabe de samme rammer for både sosu-assistenten, direktøren og alle dem midt imellem.

“Vi skal respektere de hårdtarbejdende”, sagde Anders Burlund.

Partiet vil gøre Randers mere erhvervsvenlig og så vil de sætte turbo på produktionen. Og så vil de skabe en bedre infrastruktur.

Ved pressemødet præsenterede partiet også deres ambitioner for både privat- og friskoler samt folkeskolerne i kommunen.

“Mit kerneområde er skolerne”, siger Peter Brown.

“Vi skal stå sammen om en bedre folkeskole og vi skal give skolebestyrelserne, skolelederne og lærerne mere selvbestemmelse. Det er dem, der bedst ved, hvordan de kan planlægge undervisningen”.

Altså frihed under ansvar for skolerne, var det overordnede tema hos Peter Brown.

Hos Enar Medzic er hovedfokus socialpolitikken. Han vil have at uanset hvor børn vokser op skal de have lige vilkår. Han vil arbejde for at skabe fritidstilbud til alle børn i Randers uanset baggrund.

“Og så vil jeg give flere midler til foreningerne”, sagde han på pressemødet.

Desuden arbejder han for en genopretning indenfor plejeområdet, hvor der skal mere fokus på det enkelte barns rettigheder for at undgå svigt.

Med hensyn til de svage på sygedagpenge eller kontanthjælp, går partiet ind for at kigge på de individuelle sager, så man ikke kigger på mennesket som et hele, men tager udgangspunkt i hver enkel person.

Partiet tror med deres politik at de vil blive valgt ind i byrådet og målet er at få to kandidater i byrådssalen 21. november.

Er man interesseret i at høre mere om Liberal Alliances politik kan man besøge hjemmesiden: sammenomranders.dk, hvor partiprogrammet bliver oprullet og hvor man bliver præsenteret for korte videoer med kandidaterne.