Jyllandsstævne i Fritidscentret
Randers Filmklub afholder Jyllandsstævne i Fritidscentret Vestergade søndag 29. oktober. Stævnet er for de tilsluttede Film og Video klubber fra Jylland og Fyn

Der er tilmeldt 17 produktioner og cirka 40 deltagere, filmene bedømmes i år af 3 dommere fra Amager Videoklub. Alle filmkategorier kan deltage og vil blive bedømt udfra det idemæssige, kunstneriske og fortællende, samt filmteknik og kamerateknik. Der bliver kåret en 1., 2. og 3. plads samt et diplom, og der er fine præmier til de vindende film fra blandt andre Dansk AV Teknik.

Randers Filmklub
Randers Filmklub har 23 medlemmer og producerer film både i grupper og enkeltvis. Er der tekniske problemer med kamera, pc, lys mm. hjælper medlemmerne hinanden, og til klubbens fælles produktioner er der altid stor opbakning. Filmklubben besøger også professionelle messer for at holde sig opdateret om de sidste nye tiltag indenfor filmfremstilling.

Da nogle medlemmer har investeret i droner med kamera, har der også været specielle dage med optagelse og droneflyvning. Hvis man mangler teknisk udstyr til en speciel opgave, er det ikke noget problem, da der altid kan lånes udstyr i klubben.

Fællesproduktioner
Det største projekt, der er afviklet i klubben, er nok optagelsen af Nordre Provstis kirker. Over 30 film er produceret for at bevare de mange kirkers indretning og udsmykning for eftertiden.

Der er produceret film om Malermuseet og Frisørmuseet i Kejsergården, film om Purhus kommune, Lungeforeningen Boserup Mindes 50 års jubilæum, flere boksestævner, Gl. Estrup Landbrugsmuseum, og derudover er der produceret en lang række film til Østjyllands Lokal TV.

Randers Filmklub har Niels Ebbesen som logo, så hvert år afholdes konkurrencen Årets Niels med fest. Her er der også 1., 2. og 3. præmie for de bedste film og med fine præmier.

Filmklubben har en hjemmeside, der kan besøges på www.randersfilmklub.dk. Her er der oplysninger, film mm., som fortæller om aktiviteter tilmelding osv. Klubben har lokaler i Fritidscentret, Vestergade 15, lokale 10 og har møde torsdag aften året rundt bortset fra maj, juni og juli.