I en meningsmåling som Radio ABC/Din Avis har fået foretaget af Infact 24. oktober, viser der sig en ændring i styrkeforholdet i det kommende byråd

Ved det kommende Byrådsvalg ser det ud til at venstrefløjen vil få flertal i Byrådet. Socialdemokratiet går frem med et mandat samtidig er der plads til både Enhedslisten og Alternativet. Det giver venstrefløjen i alt 17 mandater.

Værre ser det ud for Venstre, der går tilbage med fem mandater til kun seks pladser i byrådet. Med sig på deres fløj får de Fusion Randers, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige – desuden går Dansk Folkeparti frem med et mandat, så de har fire i alt.

Og det ser helt sort ud for de Radikale, der ser ud til helt at skulle forlade byrådet.

Det tegner dermed til, at Socialdemokraten Torben Hansen kan sætte sig i hjørnekontoret på Laksetorvet 1. januar 2018.

Og det er borgmesterkandidat Torben Hansen selvfølgelig glad for:

“Det er jo godt for Socialdemokratiet. Og det gør mig da glad, at folk har tillid til os”, siger han.

Med hensyn til at 55,2 procent af vælgerne ikke har taget stilling til hvilken borgmester, de vil have, fra årsskiftet, er Torben Hansen klar i mælet:

“Det betyder jo bare, at vi de næste tre uger skal ud og overbevise vælgerne om, at de skal have en socialdemokratisk borgmester. For mange vælgere er valgkampen kun lige gået i gang, og der ligger et stort arbejde for os at overbevise dem om, at de skal stemme på mig som borgmester”, siger Torben Hansen.

“Men vi ser jo først den rigtige måling 21. november. Men ja jeg går da efter borgmesterposten”, siger han kort.

Overrasket borgmester
At Venstre ser ud til at få en gevaldig lussing, kommer helt bag på borgmester Claus Omann Jensen.

“Det lyder jo ikke godt at vi går fem mandater tilbage. Det er jeg utrolig ærgerlig over. Men heldigvis tror jeg ikke det holder – der er jo tre uger tilbage”, siger han til Din Avis.

“Men selvfølgelig er jeg ligesom enhver anden politiker ikke glad for dårlige meningsmålinger, og jeg håber ikke det er tilfældet, at vi går så meget tilbage. De rigtige tal kommer jo først på valgnatten”, siger en overrasket borgmester, der kan se frem til at miste fem kollegaer i byrådet.

De har dog valgforbund med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – hvor både LA og Nye Borgerlige ser ud til at komme i Byrådet med hvert et mandat.

Men det rykker ikke ved vægten, der siger at venstrefløjen får 17 mandater og højrefløjen kun 14.

Alternativet i byrådet
Et af de nye partier i det danske landskab er Alternativet, der strøg ind landspolitisk ved det sidste Folketingsvalg. De ser nu også ud til at komme i Byrådet i Randers. Og det glæder spidskandidat Frederik Glerup Christensen på blot 20 år.

“Jeg er oprigtig glad for den meningsmåling. Det betyder jo, at vi har fat i et eller andet i randrusianerne. De vil gerne have en ny politisk kultur i byrådet, og vi står for noget de kan genkende”, siger han til Din Avis.

Han tror på, at partiet kan rykke noget ved Randers.

“Vi kan i hvert fald rykke noget i fællesskab. Og jeg er fortrøstningsfuld for Randers kommune i fremtiden”, siger han.

Alternativet får 3,4 procent af vælgernes stemmer.

Valgforbundene mellem Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre går to mandater tilbage svarende til -5,6 procent. Valgforbundet mellem Radikale, Velfærdslisten og Enhedslisten har to mandater og går 1 procent frem. Valgforbundet mellem Socialdemokratiet, SF og Alternativet går to mandater op, svarende til 4,4 procent og endelig står valgforbundet mellem Konservative og Fusion Randers til at løfte sig med yderligere et mandat til i alt to mandater svarende til en fremgang på 1,3 procent.