Den 80-årige Svend Erik Hjuler Rasmussen fra Korsmedergaard vest for Randers er ved en afstemning arrangeret af Økologisk Landsforening og Netto kåreet som årets økolog 2017

 

“Jeg er naturligvis glad for titlen som Årets Økolog,” siger Svend Erik Hjuler Rasmussen om prisen.

“Jeg har før sagt, at jeg blev økolog, fordi jeg gerne vil rode bod på de 40 år, hvor jeg virkede som konventionel landmand. Det mener jeg stadig. Jeg håber, at jeg kan være med til at øge opmærksomheden på, hvad vi økologer gør for miljøet og dyrevelfærden. Det ville heller ikke gøre noget, hvis andre midaldrende landmænd fik smag for at omlægge til økologi. Det er aldrig for sent.”

Præmien for at blive kåret til Årets Økolog er udover titlen en pengepræmie på 100.000 kr., som kan bruges på landbruget og dets medarbejdere.

 

Passion for økologi

“Vi ved, at vores kunder er vilde med dansk økologi,” siger Brian Seemann Broe, Landedirektør for Netto, i en pressemeddelelse om kåringen.

“Og det er vi også. Når jeg lytter til Svend Erik, smitter hans iver af på mig. Han er rendyrket passion. Der er ikke mange, som i en alder af 80 år stadig er erhvervsaktive og har en så stålsat ambition og vilje om at ændre deres erhverv til noget bedre”.

Svend Erik Hjuler Rasmussen valgte som 60-årrig at købe Korsmedergaard i Tånum at blive økologisk landmand. Han har siden drevet sit økologiske landbrug og gårdbutik, hvor han producerer og sælger fjerkræ og grøntsager.

Økologisk Landsforening har deltaget i udvælgelsen af de otte kandidater til prisen.

“Økologerne knokler hver dag for at sikre danskerne nogle gode, sunde fødevarer, som er fri for rester af sprøjtegifte,” siger Per Kølster, Formand for Økologisk Landsforening.

“Det er hårdt arbejde, og de fortjener en hyldest. Sammen med kunderne er de med til at sikre, at der kommer flere økologiske landmænd og marker i Danmark, når de lægger flere økologiske varer i indkøbsvognen. Sammen flytter danskerne og de økologiske landmænd Danmark i en grønnere retning. Et stort tillykke til Svend Erik med prisen. Han er i dén grad en inspirerende person og en sand økolog af hjertet.”