Vandmiljø Randers havde i ugen før efterårsferien besøg fra 8. årgang på Rismølleskolen som led i et skole/virksomhedssamarbejde, der skulle styrke forbindelsen mellem elevernes skolegang og deres fremtidige arbejdsliv.

Der blev produceret både modeller af vandets kredsløb, olieudskillere, præsentationsvideoer og en troværdig gengivelse af Randers Centralrenseanlæg i Minecraft, da elever fra 8.klasserne på Rismølleskolen besøgte Vandmiljø Randers (tidligere Randers Spildevand) i ugen op til efterårsferien. Eleverne arbejdede koncentreret med forskellige emner som separatkloakering, klima, nedsivning af regnvand og rensning af spildevand, inden de sluttede projektsamarbejdet af med en fremlæggelse for deres forældre.

– Eleverne i 8. klasse skal snart ud og træffe nogle store valg omkring deres fremtid, og vi er glade for at kunne være med til at give dem et indblik i, hvad der foregår på en arbejdsplads. Det har også været spændende at følge projektet og se, hvor koncentreret og kreativt eleverne har arbejdet med opgaverne, og hvilke flotte løsninger de har fået lavet, siger Marianne Slot, der er leder af HR & forretningsudvikling hos Vandmiljø Randers.

Om skole/virksomhedssamarbejdet
Eleverne præsenteres for mange specifikke fagområder i skolen. Skole/virksomhedssamarbejdet mellem Rismølleskolen og Vandmiljø Randers skal give eleverne et troværdigt billede af hverdagen og opgaverne på en arbejdsplads, og dermed være med til at åbne elevernes øjne for uddannelses- og karrieremuligheder efter skolen. Samtidigt er forløbet med til at skabe en tværfaglig forståelse mellem naturfagene og danskfaget i autentiske læringsmiljøer.

I forbindelse med virksomhedssamarbejdet har eleverne designet Vandmiljø Randers i spillet Minecraft, som giver et realistisk billede af virkeligheden.